Fortsæt til indhold

Parken falder tungt: Europa League-brag uden tilskuere

Erhverv
/ritzau/FINANS

Aktien i Parken Sport & Entertainment, som ejer fodboldklubben F.C. København, er på børsen fredag middag faldet 6,4 pct. til 84,20 kr., efter at klubben har meddelt, at kommende fodboldkampe afvikles uden tilskuere.

Det sker, efter at den danske regering har besluttet en række retningslinjer for at begrænse corona-smittefaren i Danmark - herunder en opfordring til at aflyse eller udsætte alle arrangementer med over 1000 tilskuere.

- Vi afvikler derfor vores kampe som planlagt, men uden tilskuere. Det berører indtil videre vores planlagte kampe i marts hjemme mod AC Horsens, Istanbul Basaksehir og Randers FC samt udekampen mod Lyngby.

- Vi har p.t. ikke informationer om restriktioner til udekampen mod Istanbul Basaksehir. Nærmere information om konsekvenserne for købte billetter samt sæsonkort og abonnementer følger snarest, skriver F.C. København på sin hjemmeside.

Der er ligeledes fald i flere af fondsbørsens øvrige fodboldaktier. AGF ligger 10,7 pct. lavere i 0,55 kr., og Brøndby IF falder 0,9 pct. til 0,45 kr. efter et fald på 0,5 pct. torsdag, da klubben kom med regnskab.

Torsdag kom det også kom frem, at 13 personer fra Brøndby IF's administration var kommet i corona-karantæne, herunder klubbens administrerende direktør, Ole Palmå.

Artiklens emner