Flyrejser i frit fald i virusramte lande
Finans Fakta: I Kina er antallet af bookinger faldet med op mod 80 pct. Sydkorea, Japan og Iran er også hårdt ramt.
Flyrejser i de lande, som er hårdest ramt af coronavirus er faldet voldsomt. Lysten til at rejse, og i nogle tilfælde mulighederne for at flyve, er ligeledes i frit fald.
Kina er det land, som har oplevet det største fald i flytrafikken. Ifølge den internationale luftfartsorganisation IATA er antallet af bookinger i april faldet med op mod 80 pct. Det er dramatisk i et land, hvor passagertallet de seneste år er steget betydeligt i takt med den højere levestandard i landet.
En lang række lande og flyselskaber har aflyst flyrejser til landet, hvor de første udbrud af coronavirus blev konstateret. Samtidig er der indført rejserestriktioner i de områder af Kina, hvor virus har den største spredning.
Også i Sydkorea er luftfarten hårdt ramt. Antallet af rejsende, der har bestilt flyrejse i april er ifølge IATA faldet med mere end 50 pct.
Også I Iran, Japan og Singapore er der et dyk i bestillingerne.
IATA oplyser ikke tal for rejselysten i Europa, men både flyselskaber og lufthavne melder om markante fald.
Københavns Lufthavn oplyser, at trafikken i løbet af de seneste par uger er faldet med en tredjedel. Mange flyselskaber har indstillet ruter til Kina, Iran og Norditalien. Desuden bliver mange danskere hjemme af frygt for at blive smittet eller sat i karantæne.
Den tyske luftfartskoncern Lufthansa har varslet, at man vil reducere kapaciteten med op mod 50 pct., fordi langt færre end normalt taget flyet.
IATA vurderede i en analyse torsdag, at luftfarten risikerer at miste omsætning for mellem 423 og 750 mia. kr., fordi rejselysten er dykket efter coronavirus.



