Fortsæt til indhold

Rig oliemogul tabte næsten halvdelen af sin formue

Mandag var blodig og voldsom for især olie- og energimilliardærer, der måtte se en stor del af deres formuer forsvinde.

Erhverv

Værdier for tusindvis af milliarder kroner blev udslettet, da der mandag gik panik i finansmarkederne, og aktierne tog deres største dyk i årevis.

Det var i høj grad med til at ommøblere listen over verdens rigeste personer, skriver nyhedsmediet Bloomberg.

Den amerikanske oliemagnat Harold Hamm måtte se næsten halvdelen af sin formue forsvinde. Han var 2,4 mia. dollars - 15,6 mia. kr. - fattigere, da dagen var slut. Dermed er han røget helt ud af top-500.

Aktien i Harold Hamms olie- og gasvirksomhed Continental Resources blev mandag halveret. Det skyldes dels usikkerheden om coronavirussen, dels at Saudi-Arabien indledte en oliepriskrig og sendte oliepriserne i frit fald.

Den 74-årige Harold Hamm er hovedaktionær i Continental Resources, som han grundlagde i 1967 i en alder af 21 år - og har gjort til en af de største og mest succesfulde virksomheder på det amerikanske oliemarked.

Men hans formue er nærmest kendt for at svinge voldsomt op og ned i takt med olieprisernes færden.

Det var især olie- og energimilliardærer, hvis formuer havde en forfærdelig mandag. Inderen Mukesh Ambani begyndte dagen som Asiens rigeste mand, men måtte se 38 mia. kr. forsvinde.

Nu er Alibaba-stifter Jack Ma Asiens rigeste.

Mukesh Ambani har tjent størstedelen af sin formue i olie- og gasindustrien.

Oliemagnaten Jeff Hildebrand, der er grundlægger og direktør for Hilcorp Energy Company, røg ligesom kollegaen Harold Hamm helt ud af listen over verdens 500 rigeste.

Alt i alt mistede verdens 500 rigeste cirka 1.500 mia. kr. hen over mandagen. Tabene inkluderer fald i børsnoterede aktiver og estimerede fald i værdierne for private virksomheder.

Amazon-stifter Jeff Bezos er fortsat verdens rigeste efterfulgt af Microsoft-stifter Bill Gates og manden bag luksusvarekoncernen LVMH, Bernard Arnault.