Erhverv

Danske firmaers ansatte i Italien holder skruen i vandet hjemmefra: »For vores italienske venner er det en vanskelig øvelse lige nu«

Hjemmearbejde og Skype-møder holder foreløbig forretningen kørende uden de store skader, lyder det fra en række danske virksomheder

Italienerne har fået besked på at undgå al unødvendig rejseaktivitet, og en stribe danske virksomheder har allerede sendt deres ansatte i Italien til at arbejde hjemmefra. Arkivfoto: Manuel Silvestri/Ritzau Scanpix

De drastiske corona-restriktioner i Italien spænder ben for de tætte relationer til kunder og leverandører, men hjulene bliver foreløbig holdt i gang med hjemmearbejde.

Det er meldingen fra en række danske selskaber med aktiviteter i Italien, hvor al rejseaktivitet er bragt til et minimum i hele landet.

»Medarbejdere på det italienske salgskontor arbejder hjemmefra. Så al kontakt til kunder, leverandører og andre samarbejdspartnere foregår pr. telefon og Skype,« siger Michael Ravn, kommunikationsansvarlig hos Danish Crown Foods, der bl.a. rummer Tulip.

Antallet af dødsfald i Italien som følge af coronavirus er nu over 460, og landet er det hårdest ramte efter Kina. Mandag beordrede premierminister Giuseppe Conte folk til at blive hjemme og kun bevæge sig ud, hvis det er absolut nødvendigt.

Danish Crown Foods’ ca. 12 medarbejderne i Milano blev allerede sendt hjem i slutningen af februar. Og corona-uroen har en klar afsmitning på forretningen.

»En god portion af vores italienske forretning er baseret på food service, dvs. kantiner, restauranter, cafeer og hoteller, og det er klart, at italienerne tager ikke så meget ud, af helt åbenlyse årsager. Det påvirker vores forretning negativt. Men omvendt er der flere, der spiser hjemme, så der er stadig en ok forretning på detailsiden (supermarkeder, red.),« siger Michael Ravn.

De 10 ansatte i rørproducenten Logstors salgskontor i Italien arbejder også hjemmefra.

»Er der møder, som er absolut nødvendige, så har vi vurderet, om de skulle gennemføres. Mange virksomheder har droslet ned, så det har ikke været det store problem at tage den beslutning. Der var et enkelt møde, som var vigtigt, men ellers begrænser vi det til Skype,« siger HR- og kommunikationsdirektør Torben Reimer.

Logstor har endnu ikke et klart billede af effekten på forretningen.

»Hele vores forsyningskæde kører og har kørt indtil videre, men det er selvfølgelig noget, vi følger tæt. Vi har en tæt dialog med vores kunder, i givet fald at vi ikke kan levere, og det kan være mange steder i forsyningskæden, det kan gå galt i de her tider. Men indtil videre har vi ikke udfordringer på vores levering,« siger Torben Reimer.

Rederi- og logistikkoncernen DFDS oplever foreløbig ikke effekter af corona-uroen.

»Vi sejler fortsat til Trieste. Det er en ren godsrute, og det er business as usual. Vi har ikke set færre godsmængder og er indtil videre upåvirket, og vi håber, at det fortsætter sådan,« siger Gert Jakobsen, kommunikationsdirektør i DFDS.

Smykkekoncernen Pandora lukkede i sidste uge 30 ud af sine i alt 148 butikker i Italien.

»Vi følger anbefalingerne fra lokale myndigheder og storcentre og lukker midlertidigt butikker og kontorer i takt med, de efterspørger det,« skriver Pandora i en udtalelse ifølge Børsen.

Ifølge Michael Ravn fra Danish Crown Foods er en af de mest markante effekter, at den direkte kontakt til kunderne ryger, når ingen forlader hjemmet.

»Hvor end vi er til stede prioriterer vi meget højt at være tæt på vores kunder og vores forbrugere i det hele taget, og det er klart, at især for vores italienske venner er det en vanskelig øvelse lige nu,« siger han.

Allergikoncernen ALK Abello, der også har aktiviteter i Italien, forventer ikke at blive hårdt ramt.

»Ligesom Kina udgør bidraget fra vores forretning i Italien en meget lille del af ALKs omsætning, så vi forventer ikke, at påvirkningen bliver voldsomt stor,« skriver pressechef Jeppe Ilkjær i en mail til Finans.

Med udsigt til fortsat corona-uro den kommende tid indstiller virksomhederne sig dog på, at tingene kan ændre sig dag for dag.

»Vi havde en telefonkonference i går, og der var der faktisk ikke den store impact, vi havde stadig god dialog med vores kunder og ikke som sådan en direkte påvirkning. Det kan have ændret sig i dag,« siger Torben Reimer fra Logstor.

Læs også
Top job