Serier

DSV's topchef: »Vi skal nok være klar til at flytte varerne for vores kunder, så samfundet bliver ved med at fungere« 

På nuværende tidspunkt er der ingen problemer med at holde transporten af varer kørende, siger DSV Panalpinas topchef Jens Bjørn Andersen.

Corona rammer verden
Jens Bjørn Andersen er adm. direktør i transportvirksomheden DSV Panalpina. Han forsøger at berolige både virksomhedens kunder og danskerne i almindelighed. Foto: Lars Krabbe.

DSV Panalpinas topchef Jens Bjørn Andersen har torsdag morgen talt med transportminister Benny Engelbrecht og forsikret ham om, at dansk erhvervsliv stadig kan få transporteret varer i det omfang, det er nødvendigt.

Det fortæller han i et interview, efter at regeringen onsdag aften besluttede at lukke dele af Danmark helt ned.

Den børsnoterede transport- og logistikvirksomhed betragter sig selv som en del af den kritiske infrastruktur i Danmark, og det kommer corona-krisen ikke til at lave om på, siger Jens Bjørn Andersen.

»Vi transporterer rigtig mange varer til distributionslagre og butikker og råvarer til fabrikker i hele landet. Og det vil vi komme til at blive ved med.«

Ifølge Jens Bjørn Andersen er DSV Panalpina i gang med at sende medarbejdere hjem i stor stil, men det er primært folk, der kan fortsætte deres funktion fra en hjemmearbejdsplads.

»Vi har omkring 2.500 medarbejdere i Danmark, og de kommer til at udføre en vigtig opgave nu. Jeg talte med transportministeren i morges, og jeg forsikrede ham om, at vi vil holde hjulene i gang,« siger Jens Bjørn Andersen og tilføjer:

»Jeg vil også godt sende en opfordring til, at man slapper lidt af. Det er jo det værste, der kommer frem i danskere, når vi ser de billeder, vi så i går omkring hamstring. Det er fuldstændig unødvendigt, og det er en meget ucharmerende adfærd, hvis du spørger mig.«

Hvad giver denne situation af udfordringer for en virksomhed som jeres?

»Det er jo uprøvet land, så vi skal vise, at vi kan operere, og det kommer vi til. Det er betydeligt lettere at operere og holde hjulene i gang i den digitale tidsalder, vi lever i nu, end hvis det havde være noget, der var sket for 25 år siden, hvor det hele var papirbaseret. Det gør det lettere at kommunikere både internt og eksternt, selv om vores medarbejdere arbejder hjemme.«

Kan I holde alle lastbiler kørende i en situation som den nuværende?

»På nuværende tidspunkt er det ikke forbundet med større problemer.«

Kan der opstå udfordringer, som du kan forudse allerede nu?

»Jeg vil ikke spekulere i alt muligt. Du kan drømme alle mulige scenarier frem, men der er jo ingen, der har nogen som helst interesse i at begynde at blokere for transporterhvervet. Vi bliver nødt til at have et system, hvor varer kan flyde frit over grænserne og ind i et land som Danmark. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at det skulle blive forandret. Så vi skal nok være klar til at flytte varerne for vores kunder, så samfundet bliver ved med at fungere.«

Der bliver jo også meldt om restriktioner i flytrafikken. Giver det ikke problemer i forhold til at transportere varer over grænserne?

»Det er næsten logisk for enhver, at det at udføre grænseoverskridende transport nu er forbundet med større udfordringer end i en normal situation. Men selv da det gik heftigst for sig i Kina, var der ingen restriktioner for fragtfly. Det er passagerflyene, de retter sig imod. Det er rigtigt, at en stor del af den fragt, der bliver flyttet i verden, transporteres med passagerfly, men der er en meget stor kapacitet i fragtfly, og vi skal nok finde den kapacitet, der skal til, således at verdens forsyningskæder fortsat kan operere.«

Hvilke meldinger får I fra jeres kunder?

»Vores kunder er også usikre og håndterer situationen på daglig basis, og det er klart, at vi også deler den bekymring og nervøsitet. Men vi har været igennem en del kriser tidligere i DSV - både større kriser som finanskrisen og nogle af midlertidig karakter som askeskyen og hvad ved jeg. Dette er uprøvet land, men vi kommer til at stå igennem det.«

Kan I forsikre jeres kunder om, at de ikke har noget at være bekymret for?

»Vi kan jo ikke udstede nogen garantier overhovedet, men vi siger til dem, at vi vil bestræbe os på at leve op til de høje krav, som vi normalt udfører vores ydelser efter, og sørge for at deres varer kommer frem. Det har vi ikke haft problemer med hidtil, og hvis der ikke kommer flere restriktioner fra myndighedernes side, så kan jeg heller ikke forestille mig, at det bliver et problem fremadrettet,« siger han og fortsætter:

»Jeg kan selvfølgelig ikke afvise, at der de er nogle varer, der bliver forsinket en dag eller to et sted i verden, men jeg kan ikke forestille mig helt grundlæggende forandringer i virksomhedernes supply chains forårsaget af transport. Det er klart, at fabrikker lukker ned, som vi så det i Kina, så siger det sig selv, at det kan medføre nogle udfordringer for nogle brancher, men når vi taler om Danmark, så ser jeg det ikke som et større problem.«

Jens Bjørn Andersen afviser, at virksomheden har brug for hjælp udefra, og han opfordrer alle - herunder medierne - til at medvirke til at afdramatisere situationen.

»Der er lige lovlig mange gule bjælker nogle steder, synes jeg, og det er noget af det, der udløser en uhensigtsmæssig adfærd i befolkningen. Selvfølgelig er vi også bekymrede og tænker på vores medarbejdere, men vi opererer, vi er ikke lukket ned, og vi henter paller hos kunder og afleverer dem as we speak, og jeg kan ikke se, at det kommer til at forandre sig.«

Læs også
Top job