Nets køber polsk betalingsleverandør for 3 mia. kr.
/ritzau/FINANS
Det danske betalingsserviceselskab Nets, der blev afnoteret i 2018, køber den polske betalingsleverandør Polskie (Pep) for 405 mio. euro svarende til godt 3 mia. kr.
Det skriver Nets i en pressemeddelelse.
PeP har stærkt afsæt som kortindløser og terminalleverandør primært over for SMV-forretninger, skriver Nets. Dermed er virksomheden et godt strategisk match, der fuldender Nets’ palet af tjenester på betalingsområdet i Polen, fremhæver det danske selskab.
PeP beskæftiger mere end 600 medarbejdere og forventer en nettoomsætning i 2020 på omkring 55 mio. euro svarende til 411 mio. kr.
Opkøbet skal nu godkendes af de relevante myndigheder, før handlen kan betragtes som endelig. Dette forventes at ske i løbet af tredje kvartal 2020.
