Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Har coronakrisen gjort de nye private overenskomster for dyre?

Corona-nedlukningen fik tirsdag byggearbejderne til at afblæse truslen om storkonflikt. Nu frygter de første arbejdsgivere, at de nye overenskomster for 600.000 privatansatte er blevet for dyre.

Corona rammer verden
Overenskomstforhandlingerne begyndte med krav om et historisk lønløft på mindstebetalingen og taler om "tid til omfordeling i samfundet", men corona-krisen ændrede med ét slag spillereglerne ved forhandlingsbordet, og tidligt tirsdag morgen i denne uge skyndte byggeriets forhandlere sig at indgå det forlig, der afblæser truslen om en storkonflikt. Arkivfoto. Jens Dresling.

Da statsminister Mette Frederiksen onsdag aften i sidste uge sendte chokbølger igennem landet med nedlukning af store dele af den offentlige sektor, stod en ting lysende klart i Forligsinstitutionen i København.

Her sad langt over hundrede forhandlere fra små og store arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger bænket i lokaler rundt omkring i det store hus for i overtid at forsøge at lande de sidste private overenskomster, som endnu manglede en ny aftale for de kommende tre år.

Fagbevægelsens ultimative våben væk.

Enhver tanke om at sende landet i storkonflikt fra engang efter påske, fordi især forhandlerne for godt 60.000 ansatte i byggeriet endnu ikke var blevet enige med deres arbejdsgivermodpart i Dansk Byggeri, var udelukket.

Hvis vi skal overleve efter corona, så må overenskomsterne rulles tilbage.«

Leif Wilson Laustsen, formand for arbejdsgiverforeningen Danske Slagtermestre

Tirsdag morgen lukkede byggeriets forhandlere hurtigt en aftale uden den indrømmelse fra arbejdsgiverne, som det hele handlede om.

Men corona er også en økonomisk game changer, og de første arbejdsgivere er allerede kommet på banen og spørger nu, om der overhovedet er råd til de lønstigninger, der er givet.

Stigningstakten blev aftalt med gennembrudsforliget for 230.000 industriansatte i februar.

Dengang alle talte om at få del i lønfesten – og ikke om en galopperende global sundhedskrise.

Forligsen

Onsdag aften før statsministerens tale var der godt gang i Forligsinstitutionen. Foruden forhandlere fra byggeriet sad en række andre forhandlere også overfor hinanden i et forsøg på at nå til enighed.

De var hidkaldt af forligsmand Jan Reckendorff. Efter i første omgang at have udsat de varslede strejker og lockout fra arbejdsgiverne med 14 dage havde han overtaget forhandlingerne og ville have fremdrift. Forligsmanden har mulighed for at udsætte en varslet konflikt med to gange 14 dage, men derefter er der ikke mere at gøre, så er næste skridt storkonflikt.

Derfor tikkede uret i Forligsinstitutionen, og byggeriet var helt afgørende.

Uden et forlig i byggeriet ville forligsmanden have svært ved at konstatere, at de nødvendige ca. 90 pct. af de privatansatte var i hus med en ny overenskomst. Det er kravet for, at forligsmanden kan skrive en såkaldt mæglingsskitse, der samler alle de private overenskomster sammen og også samler de områder op, hvor der heller ikke i 11. time er landet en aftale.

Mæglingsskitsen sendes til urafstemning, og bliver det et ja, har alle en ny overenskomst.

Lykkes det ikke at lave en mæglingsskitse, eller bliver det et nej, er der storkonflikt.

Med ét ændrede det hele sig.

Forligsmanden sendte alle hjem, her var jo langt mere end de 100 mennesker, som statsministeren netop havde sat som den daværende max-grænse for forsamlinger.

Samtidig var erkendelsen, at alt var forandret i forhandlingerne. Ikke mindst hos 3F’s byggegruppe, som indtil da havde holdt fast i et krav om at hæve mindstebetalingen med 30 kr. i timen i et forsøg på at bekæmpe social dumping fra arbejdsgivere, der kun akkurat aflønner udenlandsk arbejdskraft med mindstebetalingen og ikke med de akkorder og andre tillæg, der også er en del af overenskomsten.

Storkonflikt var ikke længere en mulighed. Sandsynligheden for at få opbakning fra andre faggrupper, som var tilfredse med deres nye overenskomster var formentlig nu til at overse, for slet ikke at tale om chancen for folkelig opbakning til at lægge landet helt ned.

Lønrammen

Byggeriets nye overenskomst indeholder en stigning på mindstebetalingen på 7,50 kr. i timen over de næste tre år – præcis det samme som i industrien og altså ikke 30 kr.

Dertil kommer stigninger på den såkaldte frit-valgskonto, på tillæg og forbedringer på løn og pension til lærlinge samt i hovedtræk, hvad der ellers er aftalt på industriens område.

Når fagbevægelsen selv regner det hele sammen, giver det ifølge Finans’ oplysninger en samlet lønstigning i industrien på 8,48 pct. over de næste tre år. Mens det på byggeriet skulle summe op til omkring 9,5 pct. Det skyldes forhold som, at der f.eks. er flere lærlinge i byggeriet, og de pæne forbedringer til lærlinge slår derfor kraftigere igennem her.

Lønrammen var derfor rigelig grund for byggearbejdernes forhandlere til at slå til.

Frem til lynforliget tirsdag morgen gik overvejelserne – også i regeringen – på, at alternativerne til en hurtig afslutning på de resterende overenskomstforhandlinger var helt ekstraordinært at udsætte dem.

Udsættelse ville kræve lovindgreb og var ingens foretrukne model. Chancen for at få bare i nærheden af de samme lønstigninger hjem igen ved forhandlinger om nogle måneder var måske lille, og enhver forhandling har sin egen psykologi, som ikke bare kan sættes på pause.

Af alle de grunde kom aftalen i hus. I 3F’s byggegruppe stemte kun fem ud af 34 imod aftalen. 29 stemte for – til trods for faneborg, slagsange og andre festlige indslag fra kampklare medlemmer i dagevis foran Forligsinstitutionen.

Tømmermænd

»Den bedste aftale siden finanskrisen«, sådan lød det da industriens forhandlere i februar præsenterede gennembrudsforliget, mens Dansk Industri slog fast, at aftalen var økonomisk forsvarlig.

Netop inden finanskrisen forhandlede fagbevægelsen en overenskomstaftale for de privatansatte hjem, som med daværende 3F-formand Poul Erik Skov Christensens ord var »den bedste i min tid«.

Det var i 2007. Året efter ramte finanskrisen, og de danske lønstigninger for de kommende år var aftalt i en helt anden økonomisk virkelighed.

Da capo?

Sådan tænker i hvert fald Arbejdsgiverforeningen Danske Slagtermestre. Arbejdsgiverne her kræver nu overenskomsten suspenderet.

»Hvis vi skal overleve efter corona, så må overenskomsterne rulles tilbage,« udtaler formand Leif Wilson Laustsen i en pressemeddelelse fra foreningen.

Industriens og byggeriets overenskomster bygger på minimallønssystemet. Det vil sige, at de centrale forhandlere blot aftaler mindstebetalingen – altså den lavest mulige løn, mens arbejdsgivere og medarbejdere lokalt på virksomhederne aftaler den lokale – og højere løn ud fra lokale forhold. Det giver mulighed for at tilpasse sig konjunkturerne.

Lønrammen fra industrien smitter dog også af på alle privatansatte på normallønssystemet, f.eks. transporten og butikkerne. Her aftaler de centrale forhandlere konkret, hvor meget lønnen skal stige i kroner og ører over de næste tre år på de enkelte virksomheder.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Dansk Industri.

Tidligere overvismand, professor Michael Svarer, mener dog, at det er for tidligt at svare på, om de private lønstigninger vil vise sig at være for høje.

»Det er klart, at overenskomsterne er indgået under prognoser, som nok ikke vil komme til at holde stik. Og det er nok også klart, at man formentlig ville have fået en lavere stigningstakt ved genforhandling til august, men man kan ikke sammenligne med situationen før og efter finanskrisen,« siger han.

»Arbejdsmarkedet er ikke kraftigt overophedet som før finanskrisen, og overenskomstkravene har heller ikke været ublu høje, så meget afhænger af, hvordan vi kommer ud på den anden side af denne krise.«

Cheføkonom i Danske Bank, Las Olsen, kalder det for et meget »delikat« spørgsmål, om de aftalte lønstigninger er for høje.

»Mit håb er, at den økonomiske krise er overstået om to-tre måneder, og at dansk økonomi derefter retter sig igen i næste halvår. Det betrygger mig, at vi er i en situation med bedre offentlige finanser end de fleste andre lande, og at regeringen allerede har taget flere tiltag. Det gode spørgsmål er, om resten af verden kommer på fode, men vi har set, at der er blevet handlet hurtigt fra regeringer rundt om i verden,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også