10 gange hurtigere coronatest er lyngodkendt
Medicinalfirmaet Roche har fået hastegodkendt en ny, hurtig testmetode til at påvise smitte med coronavirus til brug i både USA og Europa.
Det schweiziske medicinalfirma Roche har fået hastegodkendt en ny coronavirus-test, der kan give testresultater 10 gange hurtige end hidtil.
Den amerikanske fødevare- og lægemiddelmyndighed, FDA, har udstedt en nødbrugsgodkendelse til testen.
Det skriver erhvervsmediet Bloomberg.
Testen med navnet cobas SARS-CoV-2 er CE-mærket og dermed også godkendt til brug indenfor EU, lyder det fra Roche.
»Vi øger i hvert fald hastigheden med en faktor 10,« udtaler Thomas Schinecker, leder af Roche’s diagnostiske enhed, i et interview i forbindelse med meldingen omkring den ny test.
Den ny metode indgår i Roche’s fuldautomatiske testsystemer, hvor den største variant kan teste op mod 4.128 patienter om dagen.
»Ved at levere testmetoder med høj kapacitet og kvalitet kan vi effektivt imødekomme hjælp til udbruddet af coronavirus, som WHO karakteriserer som en pandemi. Det er vigtigt hurtigt at kunne påvise, om en patient er ramt af coronavirus,« udtaler Thomas Schinecker i en pressemeddelelse.
Med den nye test kan der leveres svar inden for fire timer.
»Vi har klart udvidet testkapaciteten markant,« udtaler Thomas Schinecker.
Test for coronavirus er af afgørende betydning, fordi det gør det muligt for læger og personale på sygehuse at identificere smittede og sende dem i karantæne, selv hvis de ikke udviser ret mange symptomer.
Det kan være med til at reducere det samlede antal af smittede og købe tid til, at forskere og medicinalvirksomhederne kan udvikle bedre behandlingsmetoder og ultimativt en vaccine mod coronavirus, skriver Bloomberg.
Den nye test fra Roche foregår ved, at nukleinsyrer i spyt fra en patient analyseres, og der sammenlignes efterfølgende med de såkaldte virussekvenser, der findes i coronavirus. Hvis der er sammenfald, er man smittet.

