Fortsæt til indhold

Dansk chokoladefabrik konkurs

En forkert lageroptælling trak tæppet væk under Konnerup & Co. Ejeren sætter millionbeløb til.

Erhverv

For anden gang på få år er den danske chokoladevirksomhed Konnerup & Co. gået konkurs. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Denne gang var det ejer Ole Billum, der måtte gå den tunge gang til skifteretten i Svendborg for at konstatere, at virksomheden ikke kan svare sine kreditorer.

Rod på lageret, hvor ingenting pludselig stemte, betød ifølge Ole Billum, at et forventet overskud på 400.000 kr. pludselig blev vendt til et minus på 350.000 kr.

»En forskel på trekvart mio. kr. drænede både Henrik Konnerup og mig for energi. Der var ikke noget at køre videre på,« siger Ole Billum til Fyens Stiftstidende.

Ole Billum købte aktiviteterne ud af konkursboet efter Konnerup & Co., da virksomheden i 2017 var begæret konkurs.

Stifter Henrik Konnerup fortsatte som adm. direktør, men nu er chokoladefirmaet, der har hjemme i Vester Aaby på Fyn, altså igen blevet ramt af en konkurs.

Konkursen betyder, at 10 ansatte mister deres arbejde. Hvor mange penge kreditorerne har i klemme vides først, når boet er gjort op.

Ole Billum anslår, at han selv sætter omkring 1,5 mio. kr. til på sit forliste chokoladeeventyr, skriver Fyens Stiftstidende.