Fortsæt til indhold

Sommerhusudlejere risikerer at blive ramt af økonomisk mavepuster

De danske sommerhusudlejere frygter, at beslutningen om at lukke grænserne vil ramme dem hårdt på pengepungen. Påskeugerne, der er en af årets vigtigste perioder, er allerede ramt af lukningen.

Direktør i Sol og Strand, Per Dam. Foto: PR.
Erhverv

Hvis der er en branche, der står til at blive ekstra hårdt ramt af regeringens beslutning om at lukke Danmarks grænser, så er det landets sommerhusudlejere.

Hos Sol og Strand, der er et af landets større udlejningsbureauer med omkring 6.500 sommerhuse, har adm. direktør Per Dam haft ualmindelig travlt, siden statsminister Mette Frederiksen fredag aften meddelte, at landets grænser ville lukke lørdag ved middagstid og frem til den 13. april som følge af coronavirussen.

»Det her er en fuldstændig ny og ekstraordinær force majeure-situation,« siger han.

»Når der kommer et tiltag som grænselukningen, så har det kolossal betydning ikke bare for os, men for hele branchen. Det er en stor kæp i hjulet, at man blokerer for trafik fra udlandet. Selv om vi selvfølgelig har forståelse for, at vi skal klare os gennem coronavirussen,» siger Per Dam.

Ifølge Feriehusudlejernes Brancheforening, der repræsenterer udlejningsbureauer med samlet mere end 40.000 sommerhuse under udlejning, kan grænselukningen få store konsekvenser for hele udlejningsbranchens økonomi.

Over for Ritzau vurderer direktør Carlos Villaro Lassen, at alene tyske feriegæster må afbestille 1,4 mio. overnatninger i danske feriehuse frem mod midten af april. Og det koster arbejdsladser, frygter han.

»Alene på den korte bane er der 1.200 job i dansk kystturisme, der er sat en streg over, og Danmark går glip af en omsætning den næste måned på over 1 mia. kr.,« siger direktøren til Ritzau.

Ferieåret 2020 var ellers kommet godt fra start, inden coronavirussen ramte Danmark.

Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik var der i januar booket 352.300 husuger, hvilket er 7 pct. flere end på samme tid i fjor. Og det var ellers det højeste tal nogensinde.

Alene i januar i år blev der overnattet 535.200 gange i et udlejet feriehus. Det er en fremgang på 6 pct. sammenlignet med januar i 2019.

Hos Sol og Strand er man i øjeblikket ved at danne sig et overblik over situationen. I første omgang har udlejningsbureauets personale brugt arbejdstiden på at kontakte alle de udenlandske turister, der skulle ankomme lørdag, for at fortælle dem om situationen.

»Vi har endnu ikke overblik over, hvor mange der er blevet hjemme eller hvor mange, der er kørt tidligt fra Tyskland, så de har kunne nå at køre over grænsen, inden den lukkede. Men det har haft konsekvenser,« siger Per Dam.

Han vurderer, at omtrent 60 pct. turisterne, der skulle påbegynde deres ferie lørdag, var udenlandske – heraf langt hovedparten tyskere.

De to kommende uger er traditionelt ikke særlig travle, så det økonomiske tab er ifølge Per Dam til at håndtere.

Men lukningen af grænsen rækker ind til midten af april, og dermed bliver påsken også ramt.

»De to påskeuger er på et helt andet niveau. I påsken er der en rigtig stor efterspørgsel. Man kan faktisk kalde det en minihøjsæson. Omkring 70 pct. af gæsterne i påsken er fra udlandet, så det kommer til at få stor betydning,« siger han.

Per Dam har endnu ikke overblik over, hvor mange aflysninger der indtil videre er tikket ind fra de udenlandske feriegæster.

Samtidig frygter han, at grænselukningen også vil ramme udlejningen af sommerhuse hen over højsæsonen til sommer, fordi de udenlandske turister bliver nervøse for, om grænselukningen forlænges.

Han håber til gengæld, at danskerne i stigende grad vil holde ferie herhjemme, så noget af tabet kan tjenes hjem.

»Men det er nok en illusion at tro, at det vil opveje det tabte,« siger han.

Artiklens emner
Sommerhus