Verdens største rejsekoncern suspenderer rejseaktiviteter
Sidste uges tumult i rejsebranchen har sat sit præg på verdens største rejsearrangør TUI Group, som nu indstiller langt størstedelen af alle rejseaktiviteter.
Verden største rejsekoncern, tysk-engelske TUI Group, suspenderer fra mandag størstedelen af sine rejseaktiviteter som følge af coronavirus-udbruddet, der har sendt flere chokbølger igennem branchen.
Det skriver koncernen i en pressemeddelelse.
»TUI Group har besluttet, i overensstemmelse med myndighedernes retningslinjer, at indstille langt de fleste af alle rejseaktiviteter indtil videre, inklusive pakkerejser, krydstogter og hoteldrift,« skriver koncernen.
Udmeldingen fra TUI Group kommer ovenpå en uge, hvor flere lande har besluttet at lukke ned for flytrafik, hvilket har tvunget flere rejseselskaber til at aflyse rejser – hvis de altså ikke allerede var blevet det.
»På baggrund af den af den hidtil usete eskalering af covid-19 vurderer TUI-bestyrelsen løbende situationen og overvejer en række forskellige tiltag for at støtte vores kunder, kolleger og interessenter.«
Den nuværende situation får koncernen til at trække sine forventninger til regnskabsåret 2020 tilbage, og ledelsen vil under de nuværende omstændigheder vente med at udsende nye estimater.
Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, mener, at den seneste udmelding fra TUI er billedet på en rejsebranche, som ligger ned og har akut brug for hjælp, hvis selskaberne skal overleve den kommende måned.
»Det er en ekstraordinær situation, som kalder på ekstraordinære tiltag - ellers vågner vi alle op til en hverdag, hvor vores adgang til resten af verden er voldsomt indskrænket, når coronavirussen forsvinder,« siger han og tilføjer, at det er endegyldigt, at den danske branche kommer til at lide.
»Antallet af bookinger er fuldstændig faldet sammen, og der er heller ikke nogen som booker ud i fremtiden. Det er en kæmpemæssig krise i et erhverv, hvor man ikke har haft så stor indtjening, at man har kunne samle forud til dårlige tider,« fortæller Jacob Pedersen.
TUI Group har ifølge meddelelsen disponibel likviditet på ca. 1,4 mia. euro svarende til 10,5 mia. kr., mens koncernen håber at få dækket flere af omkostningerne ved hjælp at statsstøtte i forbindelse med krisen.
Værdien af rejsekoncernens aktie falder fra morgenstunden mere end 25 pct. i det toneangivende FTSE 100-index i Storbritannien.
TUI Group har mere end 100 rejsedestinationer og omsatte i 2019 for 19 mia. euro med et driftsresultat på ca. 900 mio. euro. Rejsekoncernen beskæftiger 70.000 mennesker verden over, hvoraf 1.600 er i Norden.


