Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Forsikringsselskaber advarer: Coronakrisen vil sende bølge af betalingsproblemer ind over virksomheder

Pengekassen løber tør i mange virksomheder i øjeblikket, og det vil afsløre store tab for mange leverandører i de kommende måneder, vurderer kreditforsikringsselskaberne, der forsikrer virksomheder mod tab.

Corona rammer verden

Coronavirussen vil medføre store problemer med at betale regningerne, og det vil for alvor begynde at gøre ondt på virksomhederne inden for et par måneder.

Det vurderer flere af de kreditforsikringsselskaber, der lever af at forsikre virksomheder mod tab på solgte varer.

»Juryen er ude endnu, men vores forventning er, at vi vil se en i hvert fald kortvarig ret voldsom stigning i betalingsproblemerne. Hvor meget det så ender i egentlige tab og erstatningsudbetalinger til kunderne, kommer meget an på, hvor langsigtet krisen bliver,« siger Erik Skovgaard Nielsen, direktør i Atradius, der hvert år forsikrer omsætning for 250 mia. kr.

Gennem en kreditforsikring kan virksomheder, der sælger varer til andre virksomheder på kredit, forsikre sig mod det tab, der opstår, hvis kunden efter kreditperioden ikke betaler.

Mon ikke det breder sig. Det vil jeg tro

Michael Lercke Pedersen, adm. direktør, Euler Hermes

Hos Euler Hermes, en anden af landets store aktører inden for kreditforsikring, er kunderne allerede begyndt at melde om større flere tab.

»Vi hører mest om alle de lande, der ikke kan betale, hvor de hører fra debitorerne, at de ikke kan betale til tiden pga. hele situationen omkring covid-19. Italien er lukket ned, og Spanien er også lukket ned i weekenden, som seneste skud på stammen, og mon ikke det breder sig. Det vil jeg tro,« siger Michael Lercke Pedersen, adm. direktør i Euler Hermes Danmark.

De aktuelle meldinger om tab er ifølge Michael Lercke Pedersen »klart ud over det sædvanlige«.

»Der er altid nogle, der melder ind, fordi der er enkelte, der ikke kan betale den ene eller den anden måned. Her er det massivt. Især Italien er voldsomt ramt,« siger han.

Helle Damsgaard, adm. direktør i kreditforsikringsselskabet Coface, har endnu ikke klar indsigt i tabene som følge af coronavirussen. Men signalet er, at de er på vej.

»Vores kunder og samarbejdspartnere forventer også, at antallet af insolvens stiger – for eksempel ved, at forstyrrede og afbrudte forsyningskæder mødes med ændret likviditet,« skriver Helle Damsgaard i en e-mail til Finans.

Vi kommer til at se en stigning i betalingsforsinkelser og betalingsproblemerne

Erik Skovgaard Nielsen, adm. direktør, Atradius

Ifølge Erik Skovgaard Nielsen oplever stort set alle virksomheder inden for oplevelsesindustrien, f.eks. hoteller, restauranter og catering, og også dele af detailhandelen, at hjulene er gået i stå. Mange virksomheder giver typisk to eller tre måneders betalingsfrist, og det betyder, at tabene ikke er tydelige endnu.

»De kunder, vi har, ser jo, at tilgangen af nye ordrer svinder ind i øjeblikket, fordi deres kunder har en virksomhed, som mere eller mindre er sat på standby. Derfor forventer vi også, at vi kommer til at se en stigning i betalingsforsinkelser og betalingsproblemerne i den kommende tid. Og vi er også begyndt at få flere henvendelser fra kunder omkring, hvordan de skal forholde sig,« siger Erik Skovgaard Nielsen.

Meldingen fra kreditforsikringsselskaberne er, at virksomheder i den aktuelle situation er blevet mere opmærksomme på risikoen for ikke at få betaling, men at det p.t. ikke vælter ind med nye kunder. Kreditforsikringsselskaberne siger ikke nej til at forsikre sårbare brancher som hotel- og rejsesektoren, men der bliver kigget ekstra godt på kunderne i øjeblikket.

Generelt udtrykkes der begejstring for de hjælpepakker, regeringen har lanceret for virksomhederne.

»De svageste virksomheder vil formentlig ikke kunne overleve dette. De vil i hvert fald få store udfordringer, og derfor er det kun godt, at der kommer de hjælpepakker, som er blevet vedtaget. De kan være med til at afbøde sådan en situation. Det er jo et samfundsmæssigt problem og tragisk for de enkelte virksomheder,« siger Michael Lercke Pedersen fra Euler Hermes.

Helle Damsgaard noterer, at hjælpepakkerne bliver suppleret af rentesænkninger og ekstra indsprøjtninger i de europæiske økonomier. Hun forventer, at de største økonomiske tab kommer i andet kvartal.

»Prognoser er altid svære, men lige nu er de rigtig svære. Vi arbejder i øjeblikket med antagelsen om et stærkere angreb på den globale økonomi - især Vesteuropa, med et langsomt opsving til slutningen af året,« skriver hun til Finans.

BRANCHENYT
Læs også