Erhverv

Topchef i milliardvirksomhed, der sælger handsker, masker og dragter: »Brug nu den sunde fornuft«

Den sønderjyske milliardvirksomhed Abena kunne tjene langt mere på at sælge alt fra masker, handsker og dragter, men opfordrer i stedet både store kunder og den almindelige dansker til at sætte den sunde fornuft i højsædet.

Preben Terp-Nielsen, direktør Abena, Aabenraa, 60 år, 8/1-2012. Foto: Abena

Den sønderjyske milliardkoncern Abena, der sælger alt fra masker, handsker og dragter, opfordrer nu på det kraftigste til, at folk tænker sig om og ikke hamstrer løs.

»Det handler om at bevare sin sunde fornuft. Også i Danmark. Det er både vores kunder, men det er også menig mand i Danmark. Træk nu vejret og få dagligdagen til at køre,« siger Preben Terp-Nielsen, adm. direktør i Abena.

Virksomheden lever af at producere og sælge bl.a. bleer, hygiejneartikler samt en lang række produkter som masker, handsker og disinfektion til ikke mindst sundhedssektoren.

Særligt sidstnævnte kan i øjeblikket sælges i lige så mange antal, der kan produceres. Og mere til.

Det er imidlertid ikke salgstallene, der lige nu er i fokus hos Abena, der i det seneste regnskabsår omsatte for 2,3 mia. kr.

»Vi ser og hører rigtig mange ting, der ikke er sund fornuft. I supermarkederne står man i kø og hamstrer og det ene og det andet. Det samme ser man faktisk i den professionelle del inden for sundhedssektoren. Hvis vi bruger vores sunde fornuft, får flest mulige mennesker gavn af det, vi har, i længst mulig tid,« siger Preben Terp-Nielsen.

Virksomheden har i dag 40 mennesker ansat i Kina, og det har bl.a. betydet, at selskabet har været i stand til at være lidt på forkant med situationen, hvor antallet af smittede med coronavirus bare stiger og stiger voldsomt for hver dag, der går. Simpelthen fordi selskabet har haft ansatte i landet og dermed har kunnet følge udviklingen fra nærmeste hold.

Vi havde pludselig nogen, der ville købe 1 mio. masker og bare bestilte det online. Der har vi været inde og bremse det med priser.

Preben Terp-Nielsen, adm. direktør i Abena

Det har bl.a. betydet, at Abena har lidt flere vareressourcer til rådighed, end selskabet ville have haft i en normal situation.

»Rigtig mange varer er blevet produceret inden det kinesiske nytår og sendt til Europa lige efter. Vi har ikke nok varer på lager, kan man sige, men behandler vi fordelingen af de varer rigtigt i Danmark - i hvert fald af dem vi har - så kommer vi langt,« siger Preben Terp-Nielsen.

Situationen taget i betragtning mener direktøren, at Abena er »rimelig godt kørende«, hvad angår at kunne levere de meget efterspurgte produkter.

»Vi prioriterer sygehusvæsnet og hele ældreforsorgen højest. Samtidig har vi på lidt længere sigt sikret nogle flere produkter, hvor vi kunne. Det gælder især inden for handsker,« siger Preben Terp-Nielsen, der også har en bøn.

»Hamstring er det værste, der kan ske lige nu,« siger han.

På det seneste er der flere lande, der helt er stoppet med at eksportere den type varer.

»Da andre lande, f.eks. Frankrig og Tyskland, stoppede med at eksportere sådanne varer, kan vi ikke have gavn af de varer, de producerer dér. Så har vi ligesom sagt, at vi nu holder det, vi skal holde i Danmark, og dedikerer det til det danske marked. Kun overskudsvarer, hvis det er tilfældet, eksporterer vi,« siger Preben Terp-Nielsen.

Priserne er heller ikke til forhandling for Abena, der allerede ligger inde med gældende aftaler med det offentlige. Derudover har selskabet ikke lyst til at slå plat på den kritiske situation ved f.eks. at tage ublu priser, bare fordi man kan.

»Dér, hvor vi har problemer, er selvfølgelig dér, hvor vi køber dyrere ind. Den situation er vi jo i, for noget skal vi have hjem via flyfragt og andet, og der kan vi blive tvunget til at sætte priserne op,« siger Preben Terp-Nielsen og understreger, at det stort set ikke er tilfældet i dag.

Hvis vi bruger vores sunde fornuft, får flest mulige mennesker gavn af det, vi har, i længst mulig tid.

Preben Terp-Nielsen, adm. direktør i Abena

Er der nogen produkter, hvor I har hævet prisen markant?

»Vi har gjort det en overgang for at undgå, at nye kunder skulle gå ind og hamstre i vores beholdning. Det er uden for sundhedsvæsnet, og der har vi haft en anden tilgang til det. Vi havde f.eks. pludselig nogen, der ville købe 1 mio. masker og bare bestilte det online. Der har vi været inde og bremse det med priser, men vi har ikke gjort det inden for det danske sundhedsvæsen,« siger Preben Terp-Nielsen.

Det blev gjort, fordi det var tydeligt, at den slags bestillinger blev foretaget med videresalg til anden part som formål.

»Der er enkelte, der er blevet stødt over det, men vi har været udsat for, at nogle har forsøgt at udnytte situationen og forsøgt at hamstre. Det har vi bremset,« siger Abena-direktøren.

Alt lagt sammen er han forsigtig optimist, for mens coronavirussen hærger i Europa og nok bliver endnu værre i USA, er der kommet nogenlunde styr på situationen i Kina. Den produktion, der i stor stil har fundet sted i Kina til hjemmemarkedet, vil nemlig nu kunne hjælpe både Europa og USA.

»Vi ser på vores kontor i Shanghai, at der kommer flere og flere tilbud ind på produkter, der tidligere var umulige at få fat i. For en stor del af de produkter, vi her taler om, kommer jo også fra Kina,« siger Preben Terp-Nielsen og tilføjer:

»Jeg tror, at den kinesiske kapacitet vil hjælpe Europas og USA’s forsyningssikkerhed i situationen.«

BRANCHENYT
Læs også