Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Danske spahoteller reagerer vidt forskelligt på coronavirus

Spafaciliteter lukker på samlebånd i nogle lande. I Danmark holder nogen hoteller stadig spaen åben, mens andre har lukket.

Corona rammer verden
Her ses nogle af Hotel Vejlefjords bassiner i spaen, der stadig tager op til 85 gæster ind ad gangen. Foto: Rune Aarestrup Pedersen

Nogle steder i verden er spafaciliteter begyndt at lukke på stribe for at mindske smitterisikoen af coronavirus.

I Danmark reagerer nogle af landets største og førende spahoteller dog vidt forskelligt.

Nogle har valgt at lukke helt for spafaciliteterne, mens andre stadig holder åbent. Dog med færre gæster, øget rengøring og andre forholdsregler.

For som det er lige nu har myndighederne i Danmark hverken udstedt forbud eller opfordret til at lukke danske hotellers spafaciliteter. Når bare antallet af gæster er under 100, og Sundhedsstyrelsens anbefalinger vedrørende svømmebade efterleves.

Kurhotel Skodsborg er ét af de hoteller, der har lukket ned for spafaciliteterne.

»Vi har det bare bedst med, at spaen ikke er åben. Det er det mest ansvarlige, synes vi. Der er fugtigt, og man er nogle gange tæt på hinanden. Det virker bare mest rigtigt ikke at have spaen åben. Vi har ingen intentioner om, at den virus skal kunne sprede sig hos os,« siger Susanne Åberg, Kurhotel Skodsborgs adm. direktør.

På linje med Kurhotel Skodsborg er Himmerland Golf & Spa Resort i Nordjylland.

»Vi er i daglig kontakt med sundhedsmyndighederne, og vi er ikke blevet opfordret til at lukke for spaen. Men vi gør det alligevel fra onsdag. Vi kan ikke længere forsvare at have åbent med alle de informationer, der kommer om smitte fra både ind- og udland,« siger Mark Bering, adm. direktør for Himmerland Golf & Spa Resort.

Hos Strandhotel Marienlyst holder man spaen åben.

»Vi har fulgt retningslinjerne om at ikke være mere end 100 mennesker i et lokale, og derfor har vi ikke mere end 100 personer i vores spa. Derudover har vi taget yderligere forbehold i vores spa, som betyder, at man ikke længere kan deltage i saunagus, man kan ikke booke vores behandlinger, og man kan heller ikke deltage i vores kobberspabehandling,« skriver Charlotte Frederiksen, produkt- og marketingchef i Strandhotel Marienlyst, i en mail.

Hotel Vejlefjord holder også stadig sin spa åben for højst 85 mennesker ad gangen. Den store hotelkæde Comwell har heller ikke i øjeblikket planer om at lukke for de spafaciliteteter, der er på tre af kædens hoteller.

»Vi har lukket for de aktiviteter, vi vurderer kan skabe unødig utryghed hos vores gæster. Men hvis vi får andre anvisninger fra myndighederne, så reagerer vi naturligvis med det samme,« skriver Simon Verheij, kommunikationsansvarlig i Comwell, i en mail.

Comwell oplyser, at den lukker færre gæster ind, at den har lukket for saunagus, skruet op for klorindholdet i bassinerne og stoppet alle behandlinger.

BRANCHENYT
Læs også