Norges næststørste færgerederi skiller sig af med hver syvende
Fjord Lines hjemsendelse af 100 norske medarbejdere vil også komme til at berøre ansatte i Danmark.
Få dage efter lukningen af grænserne i Danmark og Norge føler færgerederiet Fjord Line sig nu nødsaget til at smide alle strengt unødvendige omkostninger over bord.
Derfor har rederiet valgt at permittere i underkanten af 100 medarbejdere - altså at afskedige dem midlertidigt.
»Vi gennemfører disse tiltag for at sikre vores ansattes arbejdspladser, når denne ekstraordinære situation er ovre,« siger koncernchef Rickard Ternblom.
Fjord Line er Norges næststørste færgerederi i kraft af en markedsandel på 21 pct. af al passager- og godstrafik mellem de skandinaviske lande. Rederiet beskæftiger 700 årsværk og opererer på fem færgeruter - heriblandt Kristiansand-Hirtshals.
Hjemsendelserne gælder kun norske medarbejdere, men vil ifølge meddelelsen også komme til at berøre ansatte i Sverige og Danmark.
»Det er en meget alvorlig situation for os, men også for branchen som helhed. Vi håber, at myndighederne vil bidrage ud over det, de allerede har gjort. Hjælpepakkerne er en god start, men for at branchen skal komme tilbage på et konkurrencedygtigt niveau, er det behov for endnu mere,« siger Rickard Ternblom.
Fjord Lines hjemsendelser er dog for intet at regne mod det største færgerederi, Color Line, der i forlængelse af rivalens pressemeddelelse har annonceret, at knap 2.000 ansatte vil blive midlertidigt afskediget.

