Erhverv

Hold dig bag tape-striberne i supermarkedet

Nye tiltag i supermarkedet skal være med til at mindske smittefaren ved coronavirus.

Den hamstring, som danskerne kastede sig ud i onsdag i sidste uge, er stilnet af. Der er igen nogenlunde normale tilstande i de danske dagligvarebutikker. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

De danske dagligvarebutikker indfører nu forskellige markeringer ved kasserne for at gøre opmærksom på, at afstand er den vigtigste faktor til at undgå coronasmitte. Det skriver Politiken.

Både Coop og Salling Group vil sætte tape på gulvet i gangene for hver halvanden meter, så kunderne kan holde en fornuftig sikkerhedsafstand.

»Vi vil gerne slå fast, at der ikke er fare ved at købe varer i supermarkederne. Men vi skal huske at holde afstand til hinanden, og der har vi brug for kundernes hjælp«, siger kvalitetschef i Coop Malene Teller Blume til Politiken.

Også Rema 1000 sætter streger på gulvet i et forsøg på at mindske smittefaren, når danskerne handler. Der er ligeledes sat desinficerende servietter ved ind- og udgangen i kædens butikker.

Den hamstring, som danskerne kastede sig ud i onsdag i sidste uge, er stilnet af. Der er igen nogenlunde normale tilstande i de danske dagligvarebutikker, men det er stadig vigtigt, at kunderne ikke står og gnubber skuldre ved kassen.

Udover tape-striber på gulvet har supermarkederne også intensiveret rengøring af kundevogne- og kurve samt afskaffet smagsprøver og bland selv-slik.

»Det er svært at få slikkåde børn - eller voksne, for den sags skyld - til at holde afstand. Og derfor gør vi det af forsigtighedshensyn«, siger Kasper Reggelsen, pressechef i Salling Group.

BRANCHENYT
Læs også