Erhverv

Dagligvarebutikker håber på en hånd fra fyringstruede

Salling Group håber, at fyringstruede i hotel- og restaurationsbranchen kan hjælpe i butikkerne.

Arkivfoto: Jens Henrik Daugaard.

Dagligvarebutikkerne i Salling Group står i disse dage med en mangel på hænder, oplyser koncernen til Børsen. Det skyldes, at ansatte er i karantæne, men også en øget travlhed i butikker som Netto, Bilka og Føtex.

Derfor håber Salling Group på at overtale nogle af de fyringstruede ansatte i hotel- og restaurationsbranchen til at tage midlertidige ansættelser, skriver Børsen.

Repræsentanter fra de to brancher har givet udtryk for, at de er hårdt ramt af tiltagene for at inddæmme spredningen af coronavirus.

Derfor ser Salling Group ifølge HR-direktør Louise Gade en mulighed for at slå to fluer med et smæk. Det siger hun til Børsen.

- Verden er bare uforudsigelig lige nu, men det, som vi i hvert fald kan forudsige, er, at vi kommer til at mangle hænder, siger hun til Børsen.

- Vores medarbejdere har slidt rigtig hårdt den seneste tid og har arbejdet ekstra mange timer, hvilket de fortjener den største anerkendelse for, og nogle af dem trænger til at få et pusterum.

På et pressemøde med fødevareminister Mogens Jensen (S) tirsdag oplyste Per Bank, der er koncernchef i Salling Group, at det særligt er Netto-kæden, der savner hænder.

På pressemødet forsikrede Per Bank sammen med repræsentanter fra Dagrofa, der står bag kæderne Meny og Spar, og Coop, der står bag blandt andet Kvickly, Irma og Fakta, at der er varer nok på hylderne.

Her gav dagligvarecheferne udtryk for, at det nærmere er manglen på personale og ikke manglen på varer, der er en udfordring.

BRANCHENYT
Læs også