Nægtede at være i corona-karantæne og løb en tur - det kostede en fyring
Det tyske konglomerat Bayer er blevet en medarbejder fattigere, efter at selskabet har fyret en kvindelig ansat for at bryde karantænereglerne.
Det kan godt være, at hun selv var fløjtende ligeglad med sit åbenlyse regelbrud, men det var hendes arbejdsgiver ikke.
Det tyske konglomerat Bayer, der bl.a. er kendt for at have en stor medicinalforretning, har fyret en kvindelig ansat, fordi hun nægtede at følge de karantæne-anvisninger, hun havde fået.
I stedet valgte hun at løbe en tur og blev i øvrigt ophidset, da hun blev konfronteret med sin åbenlyse forseelse.
Det skriver branchemediet FiercePharma, der samtidig gør opmærksom på, at hun ikke bare nøjedes med at brokke sig, da hun blev konfronteret af lokale arbejdere i Kina. I stedet gav hun sig til at råbe, bl.a. at hun blev chikaneret.
En opfattelse, hun ser ud til at stå helt alene med.
»Virksomheden har besluttet at fyre medarbejderen med omgående virkning som følge af brud på selskabets regler,« skriver Bayer i en kortfattet meddelelse, der er lagt ud på sociale kinesiske medie Weibo.
Den kinesisk-australske kvinde var netop kommet til Kina, og når man i disse tider kommer ind i Kina udefra, er reglerne krystalklare. Man skal gå i 14 dages karantæne. Det var hun angiveligt egentlig godt klar over, men forsvarede sig med, at hun havde brug for at få noget motion.
En beslutning, hendes arbejdsgiver altså ikke var enig i.
