Investeringsfonde suspenderes i hobetal: »Overgår alt, hvad vi tidligere har set«
Hver dag bliver en lang række investeringsfonde suspenderet på den danske fondsbørs, fordi usikkerheden er så stor.
Når fondsbørsen i København i disse dage åbner som sædvanligt kl. 9, er det næsten sikkert som amen i kirken, at en lang række investeringsfonde anmoder om suspension.
Simpelthen fordi der er så stor usikkerhed i markedet, at det næsten er umuligt at beregne en indre værdi for fondene.
I den situation vælger fonde på stribe på daglig basis at suspendere handlen med fondens beviser.
Ved at suspendere handlen sikres der ligestilling mellem sælgere og købere af fondens beviser. Målet er at beskytte investorerne, forklarer Birgitte Søgaard Holm, direktør i Investering & Opsparing i Finans Danmark, i en pressemeddelelse.
»Når vi i øjeblikket ser markedsforhold, der for så vidt angår kursbevægelser og usikkerhed overgår alt, hvad vi tidligere har set, vil suspension ofte være den sidste og bedste udvej for at tilgodese investorernes samlede interesser,« siger hun.
Birgitte Søgaard Holm understreger dog, at trods de øjeblikkeligt meget urolige forhold på de finansielle markeder gør Finans Danmark og fondsbørsen alt, hvad der kan gøres for at holde handlen med investeringsbeviser åbent.
For investorer i børsnoterede fonde betyder suspension, at fondens beviser i en periode ikke kan handles på børsen, og at man derfor ikke kan indgive købs- eller salgsordrer.
Det betyder også, at der ikke kan tegnes nye beviser eller indløses beviser hos fonden. Det bedste at gøre er at holde øje med fondsbørsen eller fondens hjemmeside for at finde ud af, hvornår suspensionen bliver ophævet, og handlen med beviserne kan genoptages.
Suspension er normalt et kortvarigt tiltag, og fonden vil være interesseret i at få ophævet suspensionen så hurtigt, som markedsforholdene tillader det.

