Erhverv

Stor kæde lukker mere end halvdelen af hotellerne

Comwell lukker 8 af 15 hoteller. Kæden er nødt til at afksedige medarbejdere.

Comwell Aarhus er et af de hoteller, der holdes åbne. Foto: Christian Klindt Sølbeck

Hotelkæden Cromwell lukker mere end halvdelen af sine hoteller i Danmark. 90 pct. af forretningen er væk på få dage, og nedlukningerne kommer til koste arbejdspladser.

»Når der nu foreligger et forbud mod forsamlinger på mere end 10 personer, så rammer det selvfølgelig vores forretning særdeles hårdt. Situationen er dybt alvorlig. Men det vigtigste er, at vi udviser samfundssind og følger regeringens tiltag i bekæmpelsen af coronasmitten herhjemme,« siger Peter Schelde, koncernchef i Comwell.

Kæden lukket 8 ud af 15 hoteller, mens de øvrige vil holde åbent. Hotellerne er foreløbig lukket frem til 31. marts.

Comwell er i øjeblikket i gang med at vurdere regeringens hjælpepakker, men kæden forventer, at de ikke er tilstrækkelige.

»Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at holde hånden under vores medarbejdere. Men på trods af regeringens hjælpepakker og den alvorlige situation taget i betragtning, så kommer vi desværre til at tilpasse vores organisation,« siger Peter Schelde.

Comwell lukker disse hoteller:  Comwell Holte, Comwell Sorø, Comwell Korsør, Comwell Klarskovgaard, Comwell Middelfart, Comwell Kongebrogaarden, Comwell Kellers Park og Comwell Rebild Bakker. Desuden lukker Comwell Centralværkstedet i Aarhus.

Hotellerne i Aarhus, Aalborg, Odense, Køge, Kolding, Helsingør og Roskilde vil fortsat være åbne.

Comwell Koncernen er dansk og hovedsageligt ejet af Nic Christiansen Invest.

En række andre hoteller har allerede låst dørene og slukket lyset eller er i færd med at gøre det. Det sker for at begrænse tabene i den værste krise for hotelbranchen nogensinde, efter at coronavirussen i løbet af en uge har fjernet det meste af forretningsgrundlaget.

Ifølge en undersøgelse foretaget af Horesta, hotellernes og restauranternes organisation, har hotellerne allerede nu konstateret et omsætningstab på mellem 1,1 og 1,3 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også