Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Netværk af cityforeninger vil redde små butikker med idéudveksling

Et netværk af handelsstandsforeninger er begyndt at pulje kreative løsninger for at sikre provinsernes byliv på den anden side af coronakrisen.

Corona rammer verden
Butikker, som må holde lukket på grund af coronavirus, forsøger i tiltagende grad at holde fast i noget af indtjeningen på anden vis. Foto: Brian Karmark

Den svære situation, coronaudbruddet har placeret mange mindre detailhandlere i, har medført en stime af nye tiltag fra erhvervsdrivende, som håber på at kunne holde salget i gang.

Derfor har et netværk af omkring 40 handelsstandsforeninger sat konkurrencen i bero for i stedet at udveksle kreative idéer.

»Mange af de små butikker har ikke digitaliseret i særlig stort omfang forud for det her. Og det kan være en udfordring for dem lige nu at fastholde kunderelationen,« siger Heidi Svane Pedersen, der er digital chef i innovationsnetværket LD Cluster og tovholder på initiativet.

Det er torsdag morgen, og handelsstandsforeningernes repræsentanter er logget på et fælles videomøde. Sådan har de gjort hver morgen siden mandag.

Torsdagens møde er præget af optimisme. Flere af foreningerne har iværksat tiltag, der gør det muligt at bringe de tomme detailbutikkers varer ud - i stil med de takeaway-løsninger, som flere restauranter er begyndt at gøre brug af.

I Thisted rundede man 300 udbringninger onsdag, og 103 pakkeordrer stod klar til torsdag.

Der er også i flere byer iværksat arbejde, der i al hast skal få fælles digitale platforme op at stå, så e-handlen hos de lokale butikker kan sættes i gang.

»Vi fraråder butikkerne at blive for kreative. Man kan nemt komme juridisk i klemme i forsøget på at holde gang i forretningen,« siger Per Thye Rasmussen, chefkonsulent i Dansk Erhverv, som også deltager i videomødet.

Han lægger vægt på, at det er vigtigt, at virksomhederne sørger for at være på forkant og henvender sig til bl.a. udlejere, leverandører og banker i god tid.

En del af mødedagsordenen omhandler nemlig også nogle af de driftsspørgsmål, der rejser sig blandt de små virksomheder.

I Fredericia har man i den forbindelse kontaktet en række revisorer, ejendomsmæglere og advokater, som i denne periode stiller sig frivilligt til rådighed for de lokale virksomheder.

»Det er vigtigt at pointere, at vi ikke skelner mellem medlemmer og ikke-medlemmer. Rådgivningen kan gives til alle mindre virksomheder i kommunen, for det er en helt ekstraordinær situation, vi står i,« siger Lene Bach fra Business Fredericia.

Vi fraråder butikkerne at blive for kreative. Man kan nemt komme juridisk i klemme i forsøget på at holde gang i forretningen.

Per Thye Rasmussen, chefkonsulent i Dansk Erhverv

I det hele taget er morgenens videomøde præget af solidaritetsstemning. Flere tiltag handler hverken om salg eller drift, men er rettet mod det lokale liv.

I Billund trykker man t-shirts med opfordringer om at holde afstand. I Kolding har man gjort det muligt for folk at køre ind på gågaden, så de kan hente apotekervarer uden at forlade bilen.

I Ikast har man opfordret til at strikke, hækle eller sy vimpler, som kan pynte gågaden til sommer.

»Det redder ikke detailhandlen på nogen måde. Men det skaber sammenhold - og så sælger byens garnforretning også lidt,« griner Jan Birk Knudsen fra handelsstandsforeningen Vores Ikast.

BRANCHENYT
Læs også