Fortsæt til indhold

Tesla lukker fabrik efter diskussioner med myndighederne

Til gengæld kører Teslas nye samlefabrik i Shanghai normalt, siger Elon Musk.

Elon Musk har tweetet, at bilfabrikkens operationer i Kina er tilbage på normalt niveau, og at man har besluttet at lukke ned for fabrikken i Fremont i Californien. Foto: Jae C. Hong/AP
Erhverv

Efter flere dages diskussioner med de lokale myndigheder i Californien har Tesla besluttet at lukke sin fabrik i byen Fremont.

Lukningen kommer, efter Californiens guvernør udsendte en ”stay at home”-ordre til statens indbyggere. De ansatte på Tesla-fabrikken er sendt hjem på betalt orlov, skriver Reuters.

Tesla opretholder kun, hvad virksomheden kalder helt nødvendige funktioner. Fabrikken i Fremont har flere end 10.000 ansatte, der årligt producerede 415.000 biler.

Fremont-fabrikken var ellers i gang med at geare produktion op af Teslas Model Y, som er en SUV. Efterspørgslen på Y-modellen forventes at blive højere end på alle andre af Teslas modeller tilsammen.

Til gengæld kører hele Teslas operation i Kina på fuld kraft, ifølge et tweet fra Teslas topchef Elon Musk.

Teslas Shanghai.fabrik begyndte at levere Model 3 i december og er nøglen til Teslas vækststrategi, og virksomheden planlægger at udvide kapaciteten.

En repræsentant for Tesla i Shanghai fortalte Reuters, at produktionen har overgået tallene fra før coronaudbruddet, og at mere end 91 pct. af de ansatte er vendt tilbage til arbejdet efter den 6. marts.

Tesla planlægger at producere Model Y i Shanghai fra 2021.

Artiklens emner
Thomson Reuters