ISS dropper forventninger og udbytte
/ritzau/FINANS
Udbruddet af coronavirusset får nu ISS til at slutte sig til stimen af selskaber, der skipper forventningerne for 2020. Det oplyser serviceselskabet fredag morgen i en meddelelse til fondsbørsen.
Samtidig betyder usikkerheden, at ISS dropper det foreslåede udbytte på 7,70 kr., indtil der igen bliver mere klarhed over markedsvilkårene.
Selskabet oplyser, at den organiske vækst var stor i januar og højere end de ventede 7 pct. Men nu rammer Covid-19, og det går især ud over Food Service-forretningen, som stod for 15 pct. af koncernomsætningen sidste år, skriver ISS.
