Årets største kunstudstilling er lukket og slukket
Fejringen af 500-året for kunstneren Raphaels død skulle have været årets kunstbegivenhed i Italien og verden.
Det skulle have været årets største kunstudstilling. Mere end 70.000 mennesker fra hele verden havde købt billet, men nu er udstillingen lukket ned på grund af corona udbruddet.
De fleste kan huske filmen ”The Bucket List” (Nu eller Aldrig) med Jack Nicholson og Morgan Freeman. Filmen om de to uhelbredeligt syge mænd på tur verden rundt for at nå alle de ting, de gerne ville, inden de skulle dø.
For mange mennesker over hele verden var kæmpe udstillingen af kunstneren Rafaels værker på Scuderie del Quirnale museet i Rom på deres ”Bucket List”.
Udstillingen åbnede den 5. marts, men nu er dørene lukket, lyset i museet er slukket og kunstværkerne er indhyllet i sort klæde for at beskytte malerierne, skriver Bloomberg.
Udstillingen er eller var planlagt til at køre frem til den 2. juni.
Det var lykkedes museet, at samle flere end 200 stykker kunst og mange af dem af Rafaels værker. De var udlånt fra mange lande over hele verden for at fejre Raffaello som han hedder på italiensk.
Det havde taget museet over tre år, at få samlet de mange kunstværker og museet havde indgået mange spektakulære aftaler for at få lov til at udstille de mange værker.
Normalt hader museer at udlåne netop deres Rafael malerier af frygt for at de skal tage skade under rejsen.
Ofte skaber det overskrifter, når bare et enkelt maleri udlånes, så udstillingen i Rom er uden sidestykke i kunstverdenen.
Udstillingen rummer over 200 værker og heraf er flere end de 100 malerier og tegninger af Rafael. Mange af dem er udlånt af Uffizi gallerierne i Firenze.
Flere af de udlånte malerier har museet i Rom kun fået lov til at udstille mod, at der er en tidsbegrænsning på. Så man kan ikke bare udskyde udstillingen til corona-udbruddet er overstået.
»Vores kontrakter med de andre muserne udløber den 2. juni. Men, hvis vi ikke kan få lov til åbne igen bliver det ikke en gang nødvendigt at forsøge at genforhandle de aftaler,« siger Mario De Simoni, der er præsident for Ales Spa., der er den organisation, der styrer museet.
For øjeblikket er Rom lukket helt ned. Der er bøder for at forlade sit hjem uden tilladelse.
