EU-Kommissionen frygter, at coronakrisen udløser en dyb recession
I Bruxelles vokser frygten for en dyb recession. Hvis coronakrisen varer frem til juni, vil det økonomiske tilbageslag blive lige så stort som i 2009, lyder vurderingen nu.
EU-Kommissionen frygter, at den aktuelle økonomiske krise vil udvikle sig til at blive langt værre end hidtil antaget.
Det er ifølge Bloomberg baggrunden for, at kommissionen i dag har offentliggjort en beslutning om at suspendere EU’s normale budgetregler og tillade medlemslandene at bruge ubegrænsede beløb på at holde økonomien flydende.
»Under den antagelse, at sundhedskrisen varer frem til begyndelse af juni eller længere, kan faldet i den økonomiske aktivitet blive af samme størrelse som faldet i 2009 – det værste år i finanskrisen,« lyder kommissionens vurdering ifølge Bloomberg.
For en uge siden lød vurderingen, at der var udsigt til en negativ vækst på 1 pct., men udviklingen siden peger i retning af et større tilbageslag, hedder det i analyse fra EU-Kommissionen.
Ifølge Bloomberg har chefen for den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde tidligere på ugen informeret EU-landenes ledere om, at bruttonationalproduktet i eurolandene ventes at falde 2 pct. i år. Det forudsætter, at nedlukningen af økonomierne som følge af coronakrisen kan begrænses til at vare en måned. Hvis varigheden bliver tre måneder, ventes en negativ vækst på 5 pct., oplyser to kilder til Bloomberg.
Det er angiveligt disse tal, der tidligere på ugen har fået ECB til at annoncere en gigantisk økonomisk stimuluspakke i form af obligationsopkøb for 750 mia. euro.
Denne pakke kommer på toppen af en lang række hjælpepakker, som de enkelte EU-lande allerede har frigivet.