Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Omstridt iværksætter solgte håndsprit med fiktive førpriser

299 kr. ville Søren Bælum have for 300 ml håndsprit. Der var bare lige et par problemer. Nu er produktet fjernet.

Corona rammer verden
Den omstridte iværksætter Søren Bælum er igen i søgelyset - denne gang på grund af håndsprit. Foto: Christer Holte

Den unge dansker Søren Bælum, der sammen med sin mor står bag en række webshops med et spor af vrede kunder efter sig, er igen på spil. Det skriver Børsen.

Denne gang har Søren Bælum gennem hjemmesider på tværs af mindst syv lande markedsført håndsprit, som påstås at kunne bekæmpe coronavirus i helt op til fire timer.

I Danmark er salget sket gennem hjemmesiden Krejlerkalle.dk, hvor Søren Bælum har markedsført alle sine produkter som værende nedsat med 50 pct.

Der er bare et problem.

De 600 kr., som Søren Bælum havde angivet som førprisen på sin 300 ml håndsprit, er fiktiv. Derudover har han skrevet, at tilbuddet kun gælder i 24 timer, selvom prisen ifølge Børsen har været uændret i adskillige dage.

Dermed er håndspritten blevet markedsført med samme ulovlige metoder, som går igen hos en række af de webshops, som Søren Bælum og hans mor, Pia Fibiger Jensen, står bag.

Søren Bælum siger til Børsen, at han har lukket for salget af håndsprit igen. Han erkender også, at førpriserne aldrig har været gældende, men at der er tale om listepriser.

Børsen har tidligere afdækket, hvordan Søren Bælum og hans mor gennem selskabet Styled ApS har åbnet og lukket adskillige webshops, hvor kunder klager over bl.a. ulovlig markedsføring, manglende varer eller værdiløse kopivarer.

Østjyllands Politi er i gang med at kigge en række politianmeldelser igennem.

Søren Bælum blev i sin tid kendt som den unge iværksætter, der solgte dyr champagne gennem netbutikken Deluxlife, havde en hvid Audi i garagen og en speedbåd på havnen.

Dengang pralede Søren Bælum med, hvordan Deluxlife på få måneder omsatte for millioner. Da det første regnskab for Deluxlife blev offentliggjort, viste det et underskud på 700.000 kr.

Samtidig blev Søren Bælum afsløret i afgiftsrod og i uretmæssigt at have trukket kundernes betaling, før varerne var afsendt. Senere kom det også frem, at han havde markedsført og solgt eksklusive bobler, der i virkeligheden var en billig, alkoholisk læskedrik.

Deluxlife nåede at tabe yderligere 1 mio. kr., før Søren Bælum forlod firmaet.

På Trustpilot bliver brugere i dag advaret om Søren Bælums tøjbutik Styled.dk, fordi virksomheden ifølge Trustpilot systematisk har forsøgt at få slettet negative anmeldelser.

BRANCHENYT
Læs også