Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Italien lukker ned for al unødvendig produktion

Al "unødvendig" produktion skæres væk i Italien for at sikre adgang til vigtigste tjenester og varer.

Corona rammer verden

Italiens premierminister, Giuseppe Conte, har sent lørdag aften taget nye skridt i kampen mod coronavirus, der har kostet 4825 mennesker i Italien livet.

Al unødvendig produktion, det vil blandt andet sige en række fabrikker, skal således lukke helt, siger han i en live tv–transmission.

Alle fødevarebutikker og apoteker fortsætter med at have åbent, lyder det dog.

- Regeringen har taget beslutningen at lukke ned for al produktion i landet, som ikke er strengt nødvendig, afgørende eller uundværlig for at garantere de vigtigste varer og tjenester, siger Giuseppe Conte ifølge AFP.

Han uddyber dog ikke i detaljer, hvad der er "uundværligt".

- Vi vil sænke farten på landets produktion, men vi vil ikke stoppe den helt, siger han.

Torsdag blev Italien det land hvor flest mennesker er døde af Covid-19. Landet regnes som det globale epicenter for virusset.

Hidtil havde Kina været det land med flest dødsfald, siden man i december begyndte at registrere de første sygdomstilfælde i Hubei-provinsen, hvor millionbyen Wuhan ligger.

Contes tale når også ud til italienerne via en Facebook-video, skriver Reuters.

- Dette er den sværeste krise siden Anden Verdenskrig, siger han i talen.

Den norditalienske region Lombardiet, som er den hårdest ramte i Italien, er fortsat i en kritisk situation med 3095 dødsfald relateret til virusset og 25.525 bekræftede smittetilfælde.

- Det, som vi alle må forstå, er, at ingen medlemsstat kan stå over for denne trussel alene, siger EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen i den italienske avis Corriere della Sera.

- Virus kender ingen grænser, og Den Europæiske Union er stærkere, når vi viser fuld solidaritet.

Sent fredag formaliserede EU-Kommissionen en aftale, som unionens finansministre var nået frem til om midlertidigt at suspendere budgetregler, der sætter begrænsninger på landes mulighed for at låne penge.

Det giver Italien og flere andre lande mere økonomisk frihed i forhold til virus bekæmpelse, skriver Reuters.

BRANCHENYT
Læs også