Erhverv

Familien Villemoes skrotter huslejen for pressede lejere: »Jeg må indrømme, at jeg blev rørt«

Efterkommerne af erhvervsmand og minister Jens Villemoes forvalter en trecifret millionformue. Nu giver de en hjælpende hånd til nogle af deres lejere.

Familien Villemoes er en af Esbjergs absolut største ejendomsbesiddere. Familieformuen blev grundlagt for over 100 år siden af Jens Villemoes. Foto: Erik Petersen

Familien Villemoes fra Esbjerg ejer ejendomme for næsten 900 mio. kr., og nogle af lejerne i disse ejendomme får nu en hjælpende hånd.

Det bekræfter den velhavende ejendomsfamilie over for JydskeVestkysten.

De lejere, som er hårdest ramt af virkningerne af coronakrisen, har fået huslejefritagelse i to måneder. Det gælder bl.a. lejere indenfor hotel- og restaurationsbranchen samt detailhandel.

»Vi er fuldstændig klar over situationens alvor, og vi vil gerne vise vores værd og gøre noget for vores lejere og byen. Vi vurderer, at det er nu, at alle må bidrage med det, de kan, så vi kan få så mange som muligt med ud på den anden side,« siger Christian Villemoes til JydskeVestkysten.

Han er direktør i Villemoes Holding, som omfatter familiens mange ejendomsbesiddelser.

En af Villemoes-familiens lejere, Jacob Rand Jensen, ejer restauranten Dronning Louise i Esbjerg. Han blev »rørt« over huslejefritagelsen, siger han til JydskeVestkysten.

Flere af landets udlejere har som følge af coronakrisen valgt at skrotte huslejen eller sænke huslejen for en lang række lejere. Det gælder særligt for restauranter, caféer og frisører, som er blevet tvunget til at holde lukket.

Familien Villemoes er en af Esbjergs absolut største ejendomsbesiddere. Familieformuen blev grundlagt for over 100 år siden, da en driftig erhvervsmand, Jens Villemoes, i løbet af to årtier stiftede et dampskibsrederi, en kulforretning, flere teglværker og en tømmerhandel.

Siden blev han byrådspolitiker og landstingsmand for Venstre, og i perioden 1945-47 var Jens Villemoes minister for handel, industri og søfart i Knud Kristensens regering.

Jens Villemoes døde i 1956, men hans arv lever videre. Familievirksomheden ledes i dag af tredje generation i form af Peter Villemoes samt hans to sønner, Frederik og Christian Villemoes - altså fjerde generation.

Udover ejendomme ejer og driver familien Villemoes Teglværk, der bl.a. er kendt for at markedsføre de berømte Gørding Klinker, som er anvendt til store erhvervsbyggerier i Danmark og udlandet.

BRANCHENYT
Læs også