Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

BREAKING

Nye ledighedstal får økonomer til at spærre øjnene op: »Den blodigste måned i hvert fald siden 1930'erne«

Ledigheden fortsætter med stige på et alarmerende højt niveau, og økonomer er foruroligede.

Corona rammer verden
Det centrale København. Butikker lukker og de gader, som normalt er fyldt med mennesker ligger nu øde. Foto: Gregers Tycho

Marts 2020 bliver den blodigste måned på det danske arbejdsmarked i hvert fald siden depressionen i 1930’erne.

Det siger cheføkonom Bo Sandberg fra Dansk Byggeri, efter at nye tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at 5908 personer alene mandag meldte sig som ledige.

Dermed fortsætter antallet af nye ledige med at vokse i et foruroligende tempo. I den forgange uge meldte 22800 sig i ledighedskøen.

»Det står allerede klart, at marts 2020 bliver den blodigste måned, der er registreret i arbejdsløshedskøen i hvert fald siden 1930´erne, men formentlig nogensinde i danmarkshistorien. Den kortsigtede nedgang er dermed dybere end under finanskrisen, men håbet er trods alt fortsat at krisen bliver væsentlig mere kortvarig,« siger Bo Sandberg.

Cheføkonomen har analyseret ledighedstal fra 1979, og han fortæller, at rekorden under finanskrisen blev sat i april 2009 med knap 12.000 ekstra ledige. Den rekord blev altså overgået allerede i sidste uge.

I hele 2009 kom der knap 70.000 ekstra ledige, og i 1981 kom der 54.000 flere ledige. Bo Sandberg vurderer, at ledighedstallet alene i marts i år vil ramme 40.000 personer.

»Jeg tør i hvert fald godt lægge hovedet på blokken og sige, at marts i år bliver den blodigste måned siden 1930’erne, hvor folk blev afskediget i bundter, men hvor jeg ikke har tal fra,« siger han.

De 5908 nye ledige mandag er et lille fald sammenlignet med mandag i den forgangne uge.

Det er et lille lyspunkt, mener cheføkonom Niklas Praefke fra Ledernes Hovedorganisation, men han peger samtidig på, at regeringens beslutning mandag om at forlænge den delvise nedlukning af Danmark kan resultere i nye afskedigelsesrunder.

»Nye økonomiske hjælpepakker kan snart blive nødvendigt, hvis vi vil sikre, at danskerne stadig har et job at vende tilbage til, når karantænen er afsluttet,« siger han.

Cheføkonom fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Erik Bjørsted mener, at man bør hæve dagpengesatsen for at sikre de mange arbejdsløse bedre.

»Vi undgår ikke en meget kraftig stigning i arbejdsløsheden de næste par måneder. Stigningerne kan blive kraftigere, end dem vi så under finanskrisen. Nedlukningen af Danmark og andre lande trækker ud, og endnu flere vil blive arbejdsløse,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også