Danske Bank: Finanstilsynet giver Danica Pension en række påbud
Danske Banks pensionsselskabs, Danica Pensions har haft investeringsretningslinjer for en af selskabets fonde, der gav for vide placeringsrammer med den risiko, at kunderne modtager et produkt med en anden risikoprofil, end kunderne bliver stillet i udsigt.
Det oplyser Finanstilsynet, efter at have været på inspektion i pensionsselskabet i maj-juni sidste år.
Og det har nu givet Danica Pension et påbud om at fastlægge risikoprofilen for fonden nærmere.
Samtidig skal pensionsselskabet sikre, at politikken om kapitalstruktur indeholder strategiske mål for kapitalstrukturen, herunder identifikation og afgrænsning af de risici, selskabet ønsker at påtage sig.
Finanstilsynet har også givet selskabet påbud om at klassificere outsourcing af compliancefunktionen som væsentlig/kritisk. Tilsynet har konstateret, at outsourcingaftalen om compliancefunktionen ikke sikrer Danica Pension tilstrækkelige ressourcer til at opretholde en effektiv compliancefunktion.
Også de opgaver, som Danske Banks-koncernen laver for pensionsselskabet, skal klassificeres som væsentlig/kritisk outsourcing, oplyser Finanstilsynet.
Finanstilsynet måtte ligeledes konstatere, at Danica Pension ikke har lavet en samlet risikovurdering af koncernrisici.
- Der indgår koncernrisikovurderinger som delelementer i de risikovurderinger, som henholdsvis Danica Pension og moderselskabet Forsikringsselskabet Danica foretager. Selskabet modtog derfor påbud om at sikre, at en samlet risikovurdering af koncernrisici foretages, skriver tilsynet om gennemgangen.
Ifølge Finanstilsynets gennemgang udgjorde Danica Pensions solvenskapitalkrav 10,8 mia. kr. ved udgangen af 2018, mens det samlede anerkendte kapitalgrundlag til opfyldelse af solvenskapitalkravet udgjorde cirka 27,2 mia. kr. Dette svarer til en solvensdækning på 251 pct., oplyser tilsynet.
Danica Pension har omkring 700.000 kunder og er med hensættelser til forsikrings- og investeringskontrakter for cirka 410 mia. kr. medio 2019 et af Danmarks største markedsorienterede livsforsikringsselskaber.
Selskabet udbyder hovedsageligt pensionsordninger til firmakunder og i et vist omfang til privatkunder, oplyser Finanstilsynet.
