Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

BREAKING

Virksomheder frygter for deres overlevelse: Onsdag skal de betale milliarder i moms

Horesta vil have regeringen til at suspendere betalingsfristen for februar-momsen. Den forfalder onsdag.

Corona rammer verden
Hotelkæden Comwell er en af de virksomheder, der har måttet fyre medarbejdere på grund af coronakrisen. Foto: René Schütze

Mens dansk erhvervsliv er kastet ud i en kæmpe krise, skal tusindvis af virksomheder onsdag afregne moms for et ukendt milliardbeløb.

En udskydelse af betalingsfristerne på moms-, AM-bidrag, a-skat og b-skat indgår allerede i Folketingets hjælpepakker, men de gælder kun for marts, april og maj, og derfor er der stadig betalingsfrist på moms onsdag for de virksomheder, der har månedsafregning.

Det har som udgangspunkt virksomheder med en omsætning på over 50 mio. kr.

Nogle af de virksomheder, der har været hårdest ramt under coronakrisen er hoteller og restauranter, og det er dybt problematisk for dem, at skulle indbetale moms onsdag, fordi deres likviditet i forvejen er hårdt belastet, mener Katia Østergaard, der er direktør i brancheorganisationen Horesta.

»Der er ingen penge, og det er meget vigtigt at forstå, at virksomhederne står i en akut situation,« siger hun.

I en undersøgelse, som Horesta har gennemført, betegner 20 pct. af medlemmerne sig som lukningstruede.

»Jeg er fuld af ros til regeringen for de hjælpepakker, der er blevet lavet, men vi forventer sagsbehandling, inden pengene står på kontoen, og vi har stadig store omkostninger. Det vil være en kæmpe hjælp, hvis vi kan få udskudt betalingen af moms, og det bør være en lille ting,« siger Katia Østergaard, der mener, at det samme bør ske for a-skat senere.

Den skal betales den 31. marts eller 14. april alt efter virksomhedens omsætning.

Hidtil er ønsket om at udskyde betalingsfristerne i marts og april blevet afvist, fordi det ikke teknisk er muligt at ændre fristerne i Skattestyrelsens it-systemer før afregningerne for marts.

Katia Østergaard fortæller, at branchen har foreslået regeringen, at virksomheden blot undlader at betale. Til gengæld skal Skattestyrelsen så undlade at udsende rykkere.

Hidtil har branchen ikke fået noget svar på dette forslag, fortæller Katia Østergaard.

Det er uvist, hvor mange penge virksomhederne onsdag skal indbetale i momsafregning. I marts 2019 blev der ifølge Skatteministeriets indtægtslister indbetalt 14,8 mia. kr.

Tallet var et nettotal, der bl.a. bestod af positive momsangivelser fra månedsafregnede virksomheder for 32,2 mia. kr. og negative momsangivelser fra månedsafregnede virksomheder for 21,7 mia. kr.

Senere følger betalingsfrister for a-skat den 31. marts og den 15. april, som heller ikke er omfattet af regeringens hjælpepakker.

Skatteminister Morten Bødskov påpeger i et skriftligt svar, at regeringen allerede har udskudt betalingsfrister på bl.a. moms og a-skat for 165 mia. kr. de kommende måneder.

»Regeringen er i fuld gang med at undersøge, om vi kan gøre mere for at hjælpe danske virksomheder og lønmodtagere igennem udfordringerne,« siger han og tilføjer, at det også omfatter de forslag, der kommer fra erhvervslivets organisationer.

BRANCHENYT
Læs også