Nu skal Formel 1-hold lave respiratorer
Flere Formel 1-hold har reageret på Boris Johnsons appel til industrien om produktion af respiratorer.
Normalt er de kendt for at producere de hurtigste racerbiler i verden. Nu vil de de være blandt de hurtigste til at producere udstyr til sundhedsindustrien.
Storbritanniens premierminister Boris Johnson appellerede i sidste uge til landets industri om at hjælpe med at få produceret 30.000 respiratorer til landets hospitaler.
Den opfordring har Formel 1-holdene Mercedes og McLaren taget til sig, skriver Bloomberg.
Sammen med Airbus, Siemens og Smiths Group arbejder de to Formel 1-hold som det første virksomhedshold på to typer af designs.
Den ene er en form for respirator til ikke-kritiske patienter, som hurtigt kan produceres i et stort antal. Og en anden model beregnet til brug for patienter i kritisk tilstand.
Med i gruppen er desuden Penlon Ltd., der i forvejen fremstiller anæstesimaskiner, som ofte indgår som en del af respiratorer på intensivafdelinger.
Formel 1-organisationen udsendte i fredags en fælles meddelelse, hvor man fortalte, at samtlige teams med base i Storbritannien er klar til at arbejde på respirator-projektet.
»Alle holdene har ekspertdesign, teknologi og produktionskapacitet og er specialiserede i hurtige prototyper og fremstilling af dele i høj kvalitet, som man håber kan anvendes til de kritiske behov, som regeringen har udpeget,« lød det i meddelelsen.
Der er i alt syv F1-teams med repræsentation i Storbritannien, og Mercedes og McLaren er de første, som indgår i en decideret gruppe med andre industrivirksomheder.
De øvrige hold er med i processen ved at tilbyde test og validering af prototyperne og deres designs, skriver Bloomberg.

