Erhverv

Bagageselskab i Københavns Lufthavn både fyrer og sender hundredvis af medarbejdere hjem

Handlingselskabet Menzies Aviation, der håndterer bagage i Københavns Lufthavn, fyrer mere end 150 medarbejdere, mens 200 sendes hjem uden løn som følge af coronakrisen.

Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Coronakrisen har ramt flytrafikken i Københavns Lufthavn hårdt, og det får nu store konsekvenser for mere end 300 ansatte i handlingselskabet Menzies Aviation, der bl.a. håndterer bagage for en række af lufthavnens største flyselskaber.

200 medarbejdere sendes hjem uden løn, mens yderligere 155 medarbejdere er blevet opsagt.

Det bekræfter Menzies Aviation over for Finans.

»I forbindelse med COVID-19, og den dramatiske udvikling i Danmark og verden, har vi studeret brugen af de forskellige hjælpepakker, der er fremført af regeringen og de faglige organisationer med henblik på at undgå afskedigelser,« skriver Jane Borre, HR-manager i Menzies Aviation, i en mail til Finans.

»Det blev hurtigt en realitet, at i en situation, hvor aktiviteten falder med mere end 90 pct., er grundlaget for forretningen pt. forsvundet, samt med den lønstruktur, timesatser og tillæg, der gør sig gældende i lufthavnen, så dækker regeringens trepartsaftale reelt kun omkring 60 pct. af virksomhedens lønomkostninger til rampe, bagagehal og terminalpersonale,« skriver hun.

Ledelsen i Menzies Aviation havde i første omgang bedt medarbejderne om at gå 40 pct. ned i løn, men det valgte de ansatte at sige nej til.

De 200 medarbejdere, der hjemsendes, er 3F-ansatte der arbejder i bagagehallen, mens de 155, der nu fyres, primært er HK-ansatte der arbejder i terminalen og trafikafdelingen.

Ifølge mailen til medarbejderne, som Finans er i besiddelse af, skriver ledelsen i Menzies Aviation, at det er håbet, at de fyrede medarbejdere kan genansættes, når aktivitetsniveauet i Københavns Lufthavn er tilbage på sit normale niveau.

Menzies Aviation er et globalt handlingselskab, der i dag er tilstede i mere end 200 lufthavne på verdensplan.

BRANCHENYT
Læs også