Lundbeck-ejer giver millioner til dansk corona-forsøg med godkendt lægemiddel
Lundbeckfonden er kendt for at støtte hjerneforskning. Nu giver fonden 5 mio. kr. til et projekt, der allerede fra næste uge ventes at involvere 180 coronapatienter indlagt på danske sygehuse.
Lundbeckfonden kaster sig nu hovedkulds ind i kampen mod coronapandemien. Det sker med en bevilling på 5 mio. kr. til en forskergruppe på Aarhus Universitet.
Gruppen får pengene til et projekt, der skal undersøge, om et allerede godkendt lægemiddel mod halsbrand også kan bremse effekterne af covid-19, fremgår det af en pressemeddelelse.
»Projektet er helt oplagt at støtte, da det baserer sig på et godkendt lægemiddel mod halsbrand, som i udenlandske studier har vist sig at have en effekt på SARS i mus. Da SARS og covid-19 har visse fællestræk, er det vigtigt at få stoffet afprøvet i mennesker,« siger Jan Egebjerg, forskningsdirektør i Lundbeckfonden og ansvarlig for fondens uddelinger.
Bevillingen til de aarhusianske forskere er den første, efter at Lundbeckfonden sidste uge offentliggjorde, at man vil støtte op om indsatsen mod coronapandemien.
Den hovedrige Lundbeckfond er kendt for især at støtte hjerneforskning, men sidste uge lød det, at set i lyset af, at samfundet befinder sig i en »en helt ekstraordinær og akut situation«, vil fonden støtte op om forskningsindsatsen i kampen mod covid-19.
Meldingen blev fulgt op af budskabet om, at fonden har øremærket 30 mio. kr. til forskningsprojekter målrettet coronapandemien, hvoraf Aarhus Universitet nu modtager de første 5 mio. kr.
»Projektet understreger det akutte i vores opslag på de 30 mio. kr. Vi ønsker at modtage ansøgninger til projekter, der har potentiale til at have effekt nu og her – det vil sige i denne eller i næste bølge af pandemien,« siger Jan Egebjerg.
Det konkrete forsøg omhandler et japansk lægemiddel, der måske kan bremse smitten hos mennesker, der har udviklet sygdomstilstanden covid-19.
Håbet er, at midlet camostat mesylate kan forhindre, at covid-19-patienter bliver så livsfarligt syge af coronavirussen, at de må lægges i respirator.
I dag bruges midlet mod halsbrand og betændelse i bugspytkirtlen og er godkendt som et receptpligtigt middel af den japanske lægemiddelstyrelse.
Det aarhusianske projekt, der tænkes afprøvet på 180 coronapatienter indlagt rundt om i landet, kan gå i gang allerede næste uge, hvis ellers Lægestyrelsen giver den nødvendige tilladelse.


