Erhverv

Kvinder i Japan vinder vigtig sejr over sexisme på arbejdspladsen

Den første store arbejdsgiver har droppet krav om høje hæle og nederdel som obligatorisk arbejdsuniform.

Japan Airlines har besluttet, at selskabet vil være mindre sexistisk og vil tillade kvindelige besætningsmedlemmerner selv at vælge, om de vil gå i høje hæle og nederdel på arbejdet. Foto:  The Yomiuri Shimbun/AP

Kvinder på store del af det japanske arbejdsmarked er underlagt strenge krav til deres påklædning.

Det er krav om en bestemt dresscode, som mange kvinder har kaldt både sexistiske og til skade for deres helbred.

Efter lang tids kamp har kvinderne vundet retten til selv at bestemme deres påklædning hos det store nationale luftfartsselskab Japan Airlines.

De kvindelige besætningsmedlemmer i selskabet var tidligere tvunget til at gå rundt på høje hæle og bære nederdel. Det krav er afskaffet, og dermed kan kvinderne vælge langt friere, skriver The Guardian.

Afskaffelsen ses som en stor - men sjælden - sejr for bevægelsen #KuToo, der er en kampagne rettet udelukkende mod dresscodes for kvinder.

Japan Airlines oplyser, at de nye regler for arbejdspåklædning vil træde i kraft i næste måned. Dermed får omkring 6.000 kvindelige besætningsmedlemmer lov til vælge »det fodtøj, som passer bedst til deres behov« og skifte nederdelen ud med bukser.

»Det er et stort fremskridt, når man tænker på den størrelse, som Japan Airlines har,« siger Yumi Ishikawa, der er skuespiller og forfatter samt opfattes som stifteren af #KuToo-bevægelsen.

Hun håber på, at også hoteller, stormagasiner, banker og en helt skov af andre selskaber vil følge Japan Airlines’ eksempel.

I en stor del af de nævnte brancher er der ligeledes specielle krav til kvindernes påklædning, som typisk omfatter høje hæle og nederdel.

Men nogle steder også en håndfast henstilling om, at kvinderne ikke bærer briller. I stedet opfordres de til at benytte kontaktlinser.

Ifølge The Guardian er der dog stadig lang vej for kvindernes kamp for at få lov til at vælge en anden uniform på det brede arbejdsmarked i Japan.

Tidligere undersøgelser fra en række brancher har vist, at 60 pct. af de ansatte kvinder havde fået besked på at bære nederdel og bruge sko med høje hæle. Også selv om 80 pct. klagede over, at de høje hæle gav dem smerter i fødderne.

Japans premierminister Shinzo Abe har tidligere udtalt, at han er imod de særlige regler for dresscodes for kvinder, men hans egen arbejdsminister sagde, at påklædningen var »nødvendig og passende« og »generelt accepteret i samfundet.«

BRANCHENYT
Læs også