Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Coronakrisen har ramt Vestjylland hårdest

Andelen af nytilmeldte ledige er vokset mest i Vestjylland. Østjylland er indtil videre sluppet med den laveste stigning.

Corona rammer verden
Andelen af nytilmeldte ledige er vokset med 27,4 pct. i Vestjylland siden 8. marts, viser de første regionale tal over udviklingen. Arkivfoto: Torben Andahl

I alt er antallet af nytilmeldte ledige vokset med 31.763 siden den 8. marts, viser den første regionale fordeling over ledighedsudviklingen fra Beskæftigelsesministeriet.

Tallene dækker dog over mærkbare regionale forskelle.

Vestjylland har indtil videre oplevet det højeste hop i andelen af nytilmeldte ledige. Her er andelen vokset med 27,4 pct. I personer er der tale om 1.614 nytilmeldte ledige.

Tallene dækker vel at mærke over nettotal, således at de ledige, der trods alt også er afmeldt i perioden, fordi de f.eks. har fået job eller er kommet på sygedagpenge, er fratrukket tallene.

Østjylland er indtil videre den landsdel, der er sluppet nådigst, når det gælder andelen af nytilmeldte ledige. Her er andelen vokset med 21,9 pct. - eller 4.881 personer.

Målt i antal personer har Region Hovedstaden oplevet den største stigning. Her er der netto kommet 10.729 flere nytilmeldte ledige siden den 8. marts. I pct. er andelen her 25,1 pct.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard konstaterer, at hele landet er ramt. Han opfordrer virksomhederne til at gøre brug af muligheden for at få lønkompensation i stedet for at fyre, og han udelukker ikke yderligere tiltag fra regeringen for at redde job.

»De meget store hjælpepakker, vi har lavet, er med til at holde hånden under økonomien i denne meget svære tid, så vi redder så mange arbejdspladser som muligt. Jeg vil igen opfordre til, at man bruger de muligheder for kompensation for blandt andet lønudgifter og andre faste indtægter, som vi nu stiller til rådighed, så lønmodtagerne har et arbejde at vende tilbage til, når krisen er slut,« siger han i en pressemeddelelse og tilføjer:

»Vi tager selvfølgelig fortsat situationen meget alvorligt og afviser ikke, at vi vil komme mere flere tiltag. For vi står fortsat i en ekstraordinær situation.«





BRANCHENYT
Læs også