Erhverv

Lundbeck nedjusterer efter nedslående Parkinson-studie

Medicinalvirksomheden Lundbeck nedjusterer forventningerne til 2020.

Foto: Lundbeck

Lundbeck nedjusterer forventningerne til EBIT i 2020 til 1,4-1,9 mia. kr. mod tidligere 2,2-2,7 mia. kr.

Det oplyser medicinalselskabet fredag eftermiddag.

Det sker efter at selskabet har lukket et fase 2-studie til behandling af Parkinsons sygdom. Selskabet ser sig derfor nødsaget til at nedskrive den fulde værdi af lægemiddelkandidaten Foliglurax på 100 mio. euro svarende til omkring 750 mio. kr.

Koncerndirektør for forskning og udvikling i Lundbeck, Dr. Johan Luthman, er skuffet over resultatet.

"Vi er skuffede over, at Foliglurax ikke viste tilstrækkelig virkning hos patienter, der lever med Parkinsons sygdom. Vi har truffet den vanskelige beslutning at afbryde videreudviklingen af Foliglurax-programmet med henblik på at fokusere på mere lovende projekter," siger Lundbecks forsknings- og udviklingsdirektør, Johan Luthman, i meddelelsen om nedlukningen.

Lundbeck opkøbte i foråret 2018 biotekselskabet Prexton, der havde Foliglurax-produktet. Medicinalselskabet vil nu lave yderligere analyser for at forstå Foliglurax-dataene i deres helhed.

I en anden selvstændig nyhed fredag aften meddeler Lundbeck, at der heller ikke er blevet påvist tilstrækkelig effekt til at fortsætte med udviklingen af forsøgslægemidlet Lu AG06466 til Tourette-syndrom.

Selskabet oplyser dog videre, at midlets bivirkningsprofil imidlertid er sådan, at der nu iværksættes yderligere forskningsstudier for andre indikationer.

"Dette er det første studie indenfor en ny biologi, og selv om vi selvfølgelig håbede, at det ville give os et positivt resultat, synes jeg det er vigtigt at bemærke, at vi fortsætter med udforskningen af både dette molekyle og den endocannabinoide biologi," siger Johan Luthman i meddelelsen.

Lundbeck har de seneste år har haft flere fejlskud med nye lægemiddelkandidater, hvilket har efterladt selskabet med en yderst tynd pipeline af nye lægemiddelhåb.

Størst var fiaskoen med en lægemiddelkandidat til behandling af skizofreni, der floppede fælt i et afgørende fase 3-studie med en enorm kursnedtur til følge.

BRANCHENYT
Læs også