SAS og Spies har indstillet sig på en forlængelse - smertegrænsen er juni
Danmarks grænser vil forblive lukkede for al unødvendig rejseaktivitet frem til i hvert fald den 10. maj, fortalte statsministeren mandag aften.
Danmarks grænser bliver tidligst åbnet den 10. maj.
Det var budskabet fra statsminister Mette Frederiksen mandag aften, da regeringen fremlagde sin plan for den gradvise genåbning af landet.
Ganske som forventet handler første etape om at føre de mindste børn forsigtigt tilbage til hverdagen i institutionerne efter påske, hvorimod nedlukningen af landet forlænges for de fleste andre.
For den danske rejsebranche har intet derfor ændret sig, eftersom selskaber som SAS og Spies allerede har indstillet sig på at vente til maj og formentlig endnu længere.
»Før det overhovedet er interessant for os, skal der jo være lande at rejse til. Italien, Spanien, Grækenland. Først når det er sikkert, kan vi begynde at sende gæster på ferie igen, så vi har været helt forberedte på en forlængelse,« siger Jan Wendelbo, adm. direktør i Spies.
Udmeldingen fra statsministeren betyder derfor blot, at Spies fortsætter med at kontakte folk med bestilte rejser i lukkeperioden for at give dem mulighed for enten at udskyde eller annullere billetten.
»Så vi har allerede nu lukket ned for salget indtil den 10. maj og opdateret vores website med den information,« fortæller direktøren.
Smertegrænsen ligger for ham at se i midten af juni.
»Da begynder højsæsonen, så i rejsebranchen håber vi, at grænserne i hvert fald er åbnet op til den tid. Det er en vigtig dato. Men som sagt er det jo ikke nok, at Danmark åbner,« lyder det fra Jan Wendelbo, som har noteret sig, at Tyskland og Østrig er ved at forberede en genåbning.
Heller ikke for luftfartsselskabet SAS - der har fået en milliardgaranti fra den danske stat - ændrer udmeldingen ved noget som helst.
»Vi har ikke gjort os nogen forhåbninger om en snarlig genåbning,« skriver pressechef Kristoffer Meinert i et kortfattet mailsvar.