Erhverv

Biler på abonnement er en dyr forretning

Det er en dyr forretning for landets største bilkoncern at opbygge en abonnementsforretning, som i fremtiden skal overgå traditionelt bilsalg.

Lars Eegholm står i spidsen for bilabonnementstjenesten Dribe, der igen har underskud. Foto: Semler Gruppen

Danmarks største bilkoncern, Semler Gruppen, har en ambition om, at størstedelen af koncernens indtjening i fremtiden kommer fra abonnementsløsninger i stedet for traditionelt bilsalg.

Men det er indtil videre en dyr ambition.

Siden Semler Gruppen lancerede sin abonnementstjeneste Dribe, har satsningen akkumuleret et samlet underskud på over 100 mio. kr. Det viser et nyt regnskab fra selskabet bag Dribe.

Alene sidste år tabte Dribe næsten 57 mio. kr. Derfor har Semler-koncernen måtte tilføre 50 mio. kr. i ny kapital for at sikre driften.

Ledelsen er tilfreds på trods af underskuddet og siger, at det skyldes de investeringer, som Dribe har sat gang i. Det gælder bl.a. udviklingen af den app og it-platform, som gør det muligt for kunder at leje en bil.

Samtidig har Dribe lanceret et nyt koncept, Dribe at Work, som henvender sig til især små og mellemstore virksomheder. Her tilbyder man fabriksnye firmabiler over en bindingsperiode på 9 måneder mod de traditionelle firmabilsordninger, der løber mellem 36 og 48 måneder.

Ifølge Dribe skal det afhjælpe, at virksomheder ikke hænger på en firmabil i årevis, hvis en ansat skifter job.

»Danske virksomheder efterspørger en fleksibilitet og en frihed, som der ikke har været i markedet før nu. Cirka 180.000 danskere har i dag bil via arbejdet, og derfor har vi store forventninger til, at en del af disse vil finde vores koncept attraktivt,« sagde Dribe-direktør Lars Eegholm i forbindelse med lanceringen af det nye firmabilkoncept.

Dribe har siden februar 2018 tilbudt private forbrugere biler på abonnement. Konceptet fungerer på den måde, at man skal være medlem for 499 kr. om måneden for at få adgang til en flåde af abonnementsbiler, som man kan leje til en fast ydelse for korte perioder.

Semler Gruppen, der sidste år tjente 430 mio. kr. efter skat, og som er ejet af tre velhavende familier, er i øvrigt ikke den eneste danske bilkoncern, som indtil nu har haft svært ved at gøre abonnementsbiler til en guldrandet forretning.

Interdan-koncernen driver Bilabonnement.dk, som også har kæmpet med underskud. Udover Bilabonnement.dk og Dribe er udlejningsfirmaer som Sixt og Europcar også begyndt at køre med abonnementskoncepter.

BRANCHENYT
Læs også