Fortsæt til indhold

Coronavirus kan føre til tab af tusindvis af praktikpladser

Dansk Byggeri ønsker, at en trepartsaftale skal sikre praktikpladser for elever på erhvervsskoler.

Erhverv
/ritzau/

Antallet af praktikpladser til elever på erhvervsuddannelserne risikerer at falde med 7700 i år på grund af coronakrisen.

Det viser en analyse fra erhvervsorganisationen Dansk Byggeri, fremgår det af en pressemeddelelse.

I analysen har Dansk Byggeri sammenlignet situationen med coronavirus i Danmark til udviklingen i antallet af praktikpladser under finanskrisen.

- Vi har kigget på den nuværende situation, i forhold til hvad der skete under finanskrisen.

- Under finanskrisen var der et markant fald i antallet af praktikpladser, og det er det, vi frygter, at vi også kommer til at se nu, hvor vi står midt i coronakrisen, siger Dansk Byggeris underdirektør, Louise Pihl.

Ud fra dette har interesseorganisationen opstillet tre scenarier, som giver en indikation af, hvor mange færre praktikpladser der kan være tale om.

I tilfælde af en lang kriseperiode, hvor den økonomiske vækst ikke stiger resten af året, kan antallet af pladser i værste fald dykke med 7700, viser analysen.

I det bedste scenarie falder antallet af pladser med 2600, hvis krisen er ovre til sommer.

Uanset resultatet vil der være mange færre praktikpladser i 2020 end sidste år, hvor der blev oprettet 35.509 pladser, eksklusive social- og sundhedsassistenter. Virksomhederne er økonomisk pressede, vurderer Dansk Byggeri.

- Der er behov for at sikre, at der er så mange elever som muligt, som på trods af krisen får en praktikplads ude i en virksomhed, siger Louise Pihl.

Dansk Byggeri forventer, at 3000 elever alene på bygge- og anlægsuddannelser vil få brug for en praktikplads i år. Dertil kommer frisør-, hotel- og restaurationsuddannelserne med videre.

Og så er der de elever og lærlinge, som allerede har mistet deres praktikplads i coronakrisen.

Der er derfor brug for alle pladserne, understreger Dansk Byggeri, som dog ikke kan sætte et nøjagtigt tal på, hvor mange der kommer til at mangle en praktikplads.

- Det er selvfølgelig rigtig problematisk, hvis vi står i en situation, hvor vi ser, at over 7000 mennesker står og mangler en praktikplads, og at de så ville skulle optages i skolepraktik.

- Det vil simpelthen lægge et kæmpe pres på erhvervsskolerne, og det er svært at se for sig, at de kan optage så mange elever i skolepraktik.

Dansk Byggeri opfordrer regeringen og arbejdsmarkedets parter til at indgå en aftale, som sikrer praktikpladser i år.

Og det skal være nu og ikke først efter sommeren, hvor der for alvor bliver brug for pladserne, siger Louise Pihl. Hun henviser til, at man under finanskrisen kom for sent i gang med at holde hånden under pladserne.

/ritzau/

Artiklens emner
Dansk Byggeri