Stor biografkæde på randen af konkurs
Pengene fosser ud, mens coronapandemien raser.
Verdens største biografkæde er i alvorlige problemer og styrer nu direkte mod en betalingsstandsning.
Det drejer sig om den amerikanske gigant AMC Theatres, der har over 1.000 biografer på verdensplan. Lige nu er alle biograferne lukket som følge af coronapandemien, og AMC Theatres taber derfor millioner hver eneste dag.
Nu erfarer flere amerikanske medier, at AMC Theatres er i dialog med et anerkendt advokatfirma, som skal hjælpe biografkæden med at søge om såkaldt konkursbeskyttelse under de amerikanske Chapter 11-konkursregler.
Det svarer til det, man herhjemme kender som betalingsstandsning med henblik på en rekonstruktion.
AMC Theatres har gæld for over 30 mia. kr., og analytikere vurderer, at selskabet om kort tid risikerer at bryde sine lånebetingelser.
Wall Street-analytiker Erik Handler fra MKM Partners rådede torsdag sine klienter til at sælge deres aktier i AMC. Han vurderer, at biografkæden højst kan holde sig i live frem til sommer, før en konkursbegæring bliver uundgåelig.
En rekonstruktion af AMC Theatres vil givetvis medføre, at koncernen lukker en lang række af sine biografer. Hvilke er endnu uvist.
AMC Theatres blev grundlagt i 1920 og kan dermed i år fejre 100 års-jubilæum. Selskabet har 244 biografer i Europa, men ingen i Danmark.

