Fortsæt til indhold

Danske forskere skal undersøge, om man bliver immun efter coronasmitte

Et forskningsprojekt på Aarhus Universitetshospital har til hensigt at afklare om de antistoffer coronasmittede danner er stærke nok til at give immunitet.

Erhverv

Bliver man immun, hvis man en gang har været smittet med coronavirus?

Det vil et forskningsprojekt på Aarhus Universitet nu undersøge. Det skriver DR.

Selvom man har konstateret, at mange personer, der har været smittet med coronavirus, danner antistoffer, så er man fortsat ikke helt sikker på, at antistofferne er lig med immunitet.

Derfor vil forskerne i den kommende periode tage blodprøver for op mod 500 patienter, der har haft corona. Herfra vil man høste antistofferne og udsætte dem for levende coronavirus i en petriskål for at se, hvor effektive antistofferne er til at slå virussen ned.

»Det er meget vigtigt at undersøge antistoffernes kvalitet, fordi det jo siger noget om, hvor godt man er beskyttet mod en ny virusinfektion,« siger lektor Martin Tolstrup fra Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, der står i spidsen for projektet, til DR.

Ud over, at forskerne skal undersøge antistoffernes kvalitet, så er ønsket med projektet også, at antistofferne skal gives til patienter, der stadig er syge med covid-19. Det fortalte professor Lars Østergaard, ledende overlæge på afdelingen for infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital til Jyllands-Posten i begyndelsen af april.

Håbet er, at man med antistofferne kan hindre sygdommen i at udvikle sig i patienterne, så de ikke bliver alvorligt syge.

»Vi tror rigtig meget på dette projekt, og vi kan gå i gang umiddelbart. Der går typisk 14 dage, før man begynder at danne antistoffer efter at have haft covid-19. Så bliver de kraftigere og kraftigere, og de skal helst være så kraftige som muligt, når vi skal bruge dem. Derfor har vi valgt at skrive til dem, der har haft påvist smitte for over fire uger siden,« sagde Lars Østergaard, der håber på opbakning fra de nu raskmeldte tidligere patienter.

Aarhus Universitetshospital er begyndt at sende breve til mulige donorer, og flere har allerede meldt sig.

Pengene til projektet kommer fra en bevilling fra regeringen på 100 mio. kr. i spil til bl.a. forskning, der er relateret til coronavirus. De kom oven i 50 mio. kr., der blev frigivet i marts. Aarhus Universitetshospital har fået knap 7 mio. kr. til projektet.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.