Skoleledere afviser, at skoler kan være klar til at åbne helt om en måned
Skolerne åbner nu for de yngste børn – men det kan have noget længere udsigter for de ældste, medmindre de sundhedsmæssige krav lempes.
Mens skolelederne i disse dage minutiøst gør folkeskolerne klar til at åbne for de yngste elever fra onsdag, afviser de samtidig, at det kan lade sig gøre at åbne dem i fuldt omfang allerede om en måned. I hvert fald ikke medmindre der bliver lempet på kravene til f.eks. hygiejne og afstand mellem eleverne.
Hvis man forestiller sig, at vi skal åbne i fuldt omfang om en måned på samme vilkår, så går det simpelthen ikke.
Der vil hverken være personale eller fysiske lokaler til rådighed i tilstrækkeligt omfang til, at det er muligt at leve op til de anbefalinger, som kommer fra sundhedsmyndighederne, mener både skoleledernes formand Claus Hjortdal samt flere skoleledere.
»Vi bruger hele personalet til at få det her til at lykkes. Hvis man forestiller sig, at vi skal åbne i fuldt omfang om en måned på samme vilkår, så går det simpelthen ikke,« siger Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen.
Skoleleder Kristian Toft, Mølleskolen Ry i Skanderborg, er enig.
»Jeg er glad for, at åbningen nu kun er for 0.-5. klasse. Hvis åbningen for de ældste elever bliver med samme krav, så vil det ikke kunne lade sig gøre. Så skal vi f.eks. tænke andre bygninger ind,« siger han.
Han har valgt at skyde åbningen af sin skole til fredag. Blandt andet skal der på Mølleskolen Ry opstilles udendørs håndvaske og toiletvogne, før den kan åbne forsvarligt.
Skoleleder Morten Heilmann Sørensen på Tinglev Skole, der åbner onsdag, kan heller ikke forestille sig, at åbne skolen fuldt ud om en måned.
»Hvis vi skal åbne på samme måde, som vi gør nu, vil det blive rigtig svært. Det vil vi hverken have personale eller plads til,« siger han.
Den forsigtige åbning af Danmark – herunder af skolerne for de yngste elever – blev annonceret af statsminister Mette Frederiksen den 6. april. Skolernes øvrige undervisningsaktiviteter er foreløbigt lukket og fortsætter som nødundervisning indtil den 10. maj, mens eksamen for afgangseleverne er aflyst.
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil ville mandag ikke give et svar på, hvornår og hvordan skolerne kan åbne for de øvrige elever.
»Nu handler alt om, at første fase af genåbningen bliver så vellykket som muligt under de svære forhold, som alle arbejder under,« skriver hun til Jyllands-Posten.