Erhverv

Ung iværksætter fik millioner - nu lukker hans virksomhed

Coronakrisen har taget livet af hoteltjenesten Betterbooqr med flere kendte erhvervsfolk i ejerkredsen.

Nikolaj Munch brugte syv år på at opbygge Betterbooqr fra bunden. Nu har coronakrisen taget livet af hans virksomhed. PR-foto.

Den 29-årige danske iværksætter Nikolaj Munch sigtede mod stjernerne med sin hurtigtvoksende hoteltjeneste Betterbooqr.

Nu har coronakrisen på kort tid hevet tæppet fuldstændig væk under hans virksomhed, som derfor må se sig nødsaget til at lukke.

Dermed slutter eventyret, før det næsten begyndte - og en række aktionærer mister deres penge.

Betterbooqr er en såkaldt flash sales-agent, der bl.a. automatisk lader hotelejere lægge deres lavsæsontilbud på de mest attraktive bookingsites.

Dermed hjælper Betterbooqr hotellerne med at fylde deres værelser på tidspunkter af året, hvor det ellers kan være svært.

Nikolaj Munch lykkedes med at få flere kendte erhvervsfolk med på idéen. Sidste år fik han desuden en investering på 3 mio. kr. fra erhvervsmanden Magnus Kjøller.

På daværende tidspunkt solgte Betterbooqr rejser for omkring 800.000 kr. hver uge og samarbejdede med hoteller i 35 lande. Men coronakrisen lavede om på alt.

»I de første dage af krisen mistede vi millioner i afbestillinger, og vores salg stoppede fuldstændig fra den ene dag til den anden. Vi blev sat i en ekstremt vanskelig situation, som jeg desværre ikke ser os komme tilbage fra. Derfor er mine aktionærer og jeg kommet frem til den triste beslutning at lukke Betterbooqr,« skriver Nikolaj Munch på LinkedIn.

Ifølge direktøren var Betterbooqr på vej mod et rekordår, inden coronaen ramte, og skulle lige til at lancere en satsning på det kinesiske marked.

Det bliver nu ikke til noget.

Betterbooqr beskæftiger cirka 20 medarbejdere fra sine kontorer i København og Berlin.

BRANCHENYT
Læs også