Fik tusindvis til at skifte forsikring - nu er prisportal gået konkurs
Selskabet bag prisportalen Comparo og forsikringsappen Kolibri er gået konkurs. Selskabet havde en stribe fonde i ryggen.
For en håndfuld år siden pressede prisportalen Comparo forsikringsbranchen til at ændre både priser og gennemsigtighed.
Hos Comparo kunne man nemlig sammenligne forsikringer på tværs af markedet, og det fik danskerne til at skifte forsikringer i tusindvis.
Men nu er det slut for Comparo.
For selskabet bag, Kolibri Technology A/S, er gået konkurs. Med sig i faldet trækkes også forsikringsappen Kolibri, der har gjort det nemmere for især mindre virksomheder at få afdækket deres forsikringsbehov. Topdanmark var samarbejdspartner på Kolibri-appen.
Advokat Preben Jakobsen fra Gorrissen Federspiel er indsat som kurator i konkursboet.
»Virksomheden var afhængig af ny kapital for at nå en vis størrelse, så den enten kunne sælges videre eller hvile i sig selv. Tre venturefonde var klar til at skyde ny kapital i virksomheden, men så kom coronakrisen, og det fik venturefondene til at trække sig,« siger han om årsagen til konkursen hos Kolibri Technology, som selv begærede sig konkurs.
Kuratoren håber nu at få solgt aktiverne fra konkursboet videre, da der ifølge ham er »ret stor interesse« for at overtage platforme, som dem Kolibri Technology stod bag.
Kolibri Technology blev stiftet i 2013 og har undervejs fået frisk kapital adskillige gange. Alene de seneste to år er det blevet til kapitalforhøjelser tre gange på i alt 18,3 mio. kr. Faktisk blev der skudt kapital ind i selskabet så sent som i februar.
Kolibri Technology var ejet af fintech-investoren Absidius, European Angels Fund, European Investment Fund, Vækstfonden og en række danske pensionskasser.
I løbet af Kolibri Technologys levetid havde selskabet et samlet underskud efter skat på knap 27 mio. kr.