Erhverv

Husbyggerfirma lancerer egen 'hjælpepakke': Få 10.000 om måneden, hvis du bliver arbejdsløs

Har du bestilt et hus hos Huscompagniet, men mister jobbet, eller kan du ikke sælge dit hus, kan du fremover få 10.000 kr. om måneden i et halvt år udbetalt som hjælperabat. Det skal gøre potentielle kunder mere trygge, forklarer selskabets direktør.

Artiklens øverste billede
Kunderne hos Huscompagniet har brug for lidt ekstra tryghed i disse urolige tider, før de kaster sig ud i et nybygget hus. Det skal en ny hjælpepakke sørge for. Foto: Huscompagniet

Er det blevet umuligt at sælge et hus nu? Falder priserne voldsomt? Og kan jeg risikere at blive fyret?

Der er mange store spørgsmål, der trænger sig på hos dem, som havde planlagt at investere i et nybygget hus. Og usikkerheden kan mærkes hos Huscompagniet, der derfor nu ruller sin egen, private hjælpepakke ud til kunderne på op til 60.000 kr. i en slags rabatordning.

Fremover kan man – hvis man mister sit job – få økonomisk hjælp fra selskabet til at dække husleje. Man kan også annullere sit køb af et nybygget hus, så længe byggetilladelsen ikke er givet endnu, og så kan man også vælge at udskyde et byggeri i et halvt år. Dem, der køber et nybygget hus uden at have solgt det nuværende, og så ikke kan sælge huset, kan tilsvarende få op til 10.000 kr. om måneden i et halvt år til at afhjælpe den dobbelte husleje.

»Vi vil gerne hjælpe vores kunder, hvis de bliver arbejdsløse. Og så tager vi denne investering, så vores kunder får en tryghed, og så vi kan fastholde flest mulige arbejdspladser hos os som muligt,« siger Martin Ravn-Nielsen, adm. direktør for Huscompagniet.

Nyheder om et boligmarked i opbrud rammer sendefladen med korte mellemrum, for eksempel meldingen om, at salget af boliger var styrtdykket med 30 pct. Så der er brug for noget, der kan dulme nerverne og en eventuel usikkerhed hos potentielle kunder hos Huscompagniet.

»Der er stadig mange kunder i vores butik, og lysten er der til at købe. Men vi kan mærke, at vi skal give dem en ekstra tryghed. Med denne her garanti kan man få en familie til at sige ’så gør vi det’, når man sikrer, at den basale logistik kan gå op – nemlig at man skal have tag over hovedet. Og det understøtter vores forretning,« siger Martin Ravn-Nielsen.

Et nyt hus koster typisk et par millioner, hvilket hjælperabatten skal skes i forhold til. Men ordningen kan stadig potentielt koste Huscompagniet en del kroner, hvis krisen bliver langvarig, og mange kunder mister deres job undervejs. Hvor meget det kan blive, vil Martin Ravn-Nielsen ikke sætte tal på.

»Det kan godt være, at det bliver rigtig, rigtig mange penge, vi skal bruge på det. Men det er vi villige til, og vi har mulighed for det, fordi vi er så økonomisk stærke,« siger direktøren.

Huscompagniet har siden 2009 haft vækst, og i seneste regnskab fra 2018 kunne selskabet melde om en omsætning på 3,3 mia. kr. og et overskud på 90 mio. kr. Tallene for 2019 er ikke ude endnu, men hvordan 2020 kommer til at gå, vil Martin Ravn-Nielsen ikke spå om.

»Det er for tidligt at sige. Men vi er absolut fortrøstningsfulde. Hvis vi ikke vokser igen i år, er jeg ikke tilfreds,« siger han.

Med tilbuddet om økonomisk hjælp til kunder, der pludselig mister den faste indtægt, regner han med, at Huscompagniet nok skal klare sig fint igennem coronakrisen.

»Vi har lavet denne pakke for at holde hjulene i gang. Ellers er risikoen, at det går nedad. Men vi har før vist, at vi i Huscompagniet kan klare os godt i modgang. Vi formåede at vækste fra 2009 og frem, trods finanskrisen. Så jeg er ikke så bekymret for Huscompagniet,« siger Martin Ravn-Nielsen.

Huscompagniet blev i 2015 købt af den svenske kapitalfond EQT, som de senere år har forsøgt at sælge Huscompagniet videre. Det er dog ikke lykkedes, og der står stadig et stort ’til salg’-skilt på selskabet.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.