Fortsæt til indhold

Salling Group øger overskuddet efter salg af svenske forretninger

Dagligvarekoncernen bag Netto, Bilka og Føtex præsenterer midt under coronakrisen fremgang for 2019. Året var dog præget af et frasalg som gav en ekstraordinær indtægt på tæt ved én mia.

Erhverv

I et marked præget af prispres og hård konkurrence på flere områder kom dagligvarekoncernen Salling Group ud af 2019 med en lille fremgang i det direkte sammenlignelige årsresultat. Samtidig voksede den omsætning med 1,5 pct. Koncernchefen understreger, at fremgangen er trukket især af Netto’s danske discountbutikker og supermarkedskæden Føtex.

Mens tallene for det forløbne år er klar, har Salling Group ikke bud på, hvordan 2020 vil ende. Koncernen fastslår i en meddelelse tidligt onsdag morgen om årsregnskabet, at det set i lyset af coronakrisen er svært at komme med en præcis forventning til årets resultat.

Koncernchef Per Bank skriver, at »de langvarige påvirkninger af forbrugertillid, købelyst og prisniveau er ubekendte faktorer, der gør det usikkert på nuværende tidspunkt at spå om resultatet ved årets afslutning.«

Under coronakrisen og dermed siden midt i marts har danskerne købt dagligvarer i pæne mængder, men især i supermarkeder og butikker tæt ved hjemmet.

Per Bank lagde i begyndelsen af april over for Finans ikke skjul på, at de største butiksformater da havde det sværest. Det gælder Føtex og Bilka, som ud over dagligvarer rummer såkaldt nonfood – bl.a. tøj, elektronik og boligudstyr.

Nøgletallene for 2019 i Salling Group er præget af, at koncernen for et år siden solgte den svenske del af discountkæden Netto. Det salg gav en indtægt på 969 mio. kr. fremgår det af onsdagens pressemeddelelse.

Koncernen offentliggør, at fraregnet de aktiviteter steg den samlede omsætning med 1,5 pct. til 56,7 mia. kr. Årsresultatet efter skat voksede til 2,4 mia. kr., som er det næsthøjeste i koncernens historie. Tallet er dog inklusiv indtægten fra salget af Netto Sverige. Uden den voksede resultatet med 39 mio. kr. til 1,5 mia. kr.

»Der er tale om et stærkt år, hvor fremgangen blev drevet af vores kerneforretning både i Danmark og i udlandet. Netto Danmark leverede sit bedste år i kædens historie - og præsterede i lighed med Føtex sin højeste indtjening nogensinde,« udtaler Per Bank i en meddelelse om regnskabet.

I 2019 udvidede Salling Group, som ud Bilka, Netto og Føtex også omfatter bl.a. onlineforretning og Salling-stormagasiner, med legetøjskæden BR. Netop en fortsat investering i den kæde samt et nyt koncept for Nettos discountbutikker er på investeringsprogrammet i 2020.

Salling Group har således planer om at investere over én mia. kr. i udrulningen af det nye Netto-koncept på tværs af kædens tre lande, Danmark, Tyskland og Polen.

Årsregnskab:

Salling Group (mio. kr.)20192018
Omsætning*56.68959.410
Driftsindtjening Ebitda3.3193.158
Primær drift (Ebit)2.1242.059
Resultat før skat1.8821.804
Årsresultat2.4211.367

*2018 omsætningen var inkl. Netto Sverige som blev solgt fra i foråret 2019.

Artiklens emner
Salling Group
Per Bank