Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Detailhandlen, hoteller og restauranter har fyret flest under coronakrisen

En ny analyse fra Finansministeriet viser, hvor voldsomt krisen rammer de forskellige brancher.

Corona rammer verden
Mange restauranter har lukket ned under coronaepidemien, og det har kostet mange ansatte jobbet. Hos Kohalen i Aarhus satser man dog i stedet på takeaway, og bestillingerne vælter ind. Foto: Marie Ravn

Lukkede butikker, tomme hotelværelser og tavse spisesteder med stolene på bordene. Nedlukningen af Danmark har været − og er − hård ved mange brancher.

Særligt detailhandlen, hoteller og restauranter samt rejsebureauerne har måttet sige farvel til medarbejdere i hobevis under coronakrisen, viser en opgørelse fra Finansministeriet.

Her har regeringen sat tal på, hvor mange personer, der er blevet ledige inden for forskellige brancher, siden kampen mod coronavirus for alvor satte ind den 11. marts.

Tilsammen står detailhandlen og hotel- og restaurationsbranchen for mere end hver fjerde, som har mistet jobbet under krisen.

Ikke overraskende er det også særligt disse brancher, der har søgt om lønkompensation til medarbejderne fra staten, viser analysen. Godt 67.000 ansøgninger i alt.

Opgørelsen over ledighed gælder frem til den 20. april. De ca. 1.700 afskedigelser i Danmark, som luftfartsselskabet SAS varslede tirsdag, er altså ikke medregnet.

Helt friske tal fra Beskæftigelsesministeriet viste onsdag, at ledighedskøen i Danmark nu tæller 177.580 personer i alt. Det er en stigning på 45.957 personer under coronakrisen.

Mange unge ramt

Typisk for både detailhandlen og restaurationsbranchen − herunder caféer og barer − er, at de beskæftiger mange unge sammenlignet med andre brancher. Andelen af nye ledige under 30 år er derfor væsentligt højere end i andre brancher generelt, viser analysen.

I alt beskæftiger detailbutikker omkring 250.000 personer, og her udgør supermarkeder og varehuse knap halvdelen af arbejdsstyrken.

De fleste dagligvarebutikker er ikke omfattet af kravet om lukning, uanset om de er en del af et center, som skal holde lukket.

Også netbutikker må fyre

Mens de fysiske butikker i vidt omfang må holde lukket, boomer danskernes nethandel flere steder.

En spørgeskemaundersøgelse fra Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) viser, at de fleste butikker med både fysisk butik og nethandel har oplevet en fremgang i den samlede omsætning.

Men lidt overraskende − ifølge Finansministeriet − er der også sket en stigning i ledigheden i underbranchen internethandel, postordre med videre. Det kan dog skyldes, at danskerne generelt har ændret vaner under krisen, så de forbruger mindre.

»Branchen afspejler ikke al internethandel, da virksomheder godt kan tilhøre en anden branche, men stadigvæk benytte sig af internethandel som afsætningskanal. Det skal desuden bemærkes, at andre faktorer kan spille ind, og at stigningen i ledigheden fordelt på brancher ikke nødvendigvis alene kan tilskrives coronakrisen,« skriver Finansministeriet.

Ministeriet anslår, at danske virksomheders produktion i perioden samlet er faldet med 16 pct. Ifølge finansminister Nicolai Wammen giver analysen et tydeligere billede af, hvor voldsom krisen er, og hvor den har ramt hårdest.

Han fremhæver, at hjælpepakkerne for samlet 400 mia. kr. til danske lønmodtagere og dansk erhvervsliv skal sikre, at færrest muligt mister jobbet eller må gå konkurs.

»Regeringen ser vejen ud af krisen i to faser: Lige nu holder vi hånden under dansk økonomi og danske arbejdspladser. Og i takt med at vi åbner samfundet igen, vil vi sætte ind med målrettede økonomiske stimuluspakker, der både skaber aktivitet og arbejdspladser og samtidig gør Danmark grønnere og tager fat på klimaudfordringerne,« udtaler Wammen.

BRANCHENYT
Læs også