Erhverv

Otte store rejsekoncerner truer med at forlade Rejsegarantifonden i protest mod hjælpepakker

En stor del af den danske rejsebranche vil udflage til udlandet, hvis ikke en hjælpepakke med solidarisk hæftelse laves om.

Rejsebranchen truer med at udflage til andre EU-lande for at slippe for den solidariske hæftelse i den danske hjælpepakke fra staten. Foto: Knud Wilhelmsen

En stribe af dansk rejsebranches store spillere truer nu med at forlade Rejsegarantifonden i protest mod regeringens hjælpepakke. Det fremgår af et åbent brev sendt til erhvervsminister Simon Kollerup og Folketingets erhvervsudvalg.

De otte rejsekoncerner tæller kendte navne som Apollo, Albatros, Kilroy og Primo Tours. De omsætter for 6,5 mia. kr. årligt og står dermed for næsten halvdelen af den omsætning, der er grundlaget for Rejsegarantifondens indtægter.

Det er den seneste ændring i regeringens hjælpepakke til branchen, som indeholder lån for i alt 1,5 mia. kr., der får rejsekoncernerne til at reagere. Rejsebureauerne skal nemlig stadig hæfte kollektivt for lånene, og de kan ende med at skulle betale langt mere tilbage, end de selv har lånt.

»Jeg står til at få 7,5 mio. kr. i lån i Primo Tours og skulle betale 22 mio. kr. tilbage over seks år. Det kan man jo ikke. Så bliver jeg nødt til at kigge mig om efter en anden ordning,« siger Bjarke Hansen, der ejer Primo Tours.

De otte rejsekoncerner bag brevet
  • Apollo
  • Albatros
  • Primo Tours
  • Kilroy
  • Ski Networks
  • Profil Rejser
  • Aclass
  • Aller Leisure, herunder rejsebureauerne Gislev, Nyhavn og Stjernegaard Rejser

Da rejsegarantien er en EU-ordning, kan han og andre bureauer melde sig ind i et andet land og på den måde slippe for den danske hjælpepakke og de kommende års solidariske hæftelse, oplyser brancheforeningen.

»Man kan som rejsebureau udflage. Med den konsekvens, at man ikke skal stille garanti i Dannmark. Dermed er man heller ikke omfattet af hæftelsen,« siger Henrik Specht, der er direktør for brancheforeningen RID - Rejsearrangører i Danmark.

Det bliver konsekvensen for Primo Tours, hvis der ikke ændres på vilkårene for at låne fra statens hjælpepakke.

»Det er skammeligt og ærgerligt, for vi er glade for at være med i den danske rejsegarantiordning. Men vi føler os nærmest smidt ud af landet,« siger Bjarke Hansen.

Rejsebranchen håber dog stadig, at det ikke bliver nødvendigt at tage så drastisk et skridt.

»For os er det simpelt at løse. Ordningen skal gøres individuel. Det er ikke fair, at jeg skal betale konkurrenters lånepakker tilbage. Jeg har brugt 10 år på at bygge min virksomhed op. Det er ærgerligt at se det falde fra hinanden - ikke på grund af coronakrisen, men på grund af den måde, man hjælper på,« siger Bjarke Hansen.

Jeg vil helst ikke skulle melde mig ud, men hvis disse virksomheder flager ud, så vil alle os, der tror på, at rejsebranchen har en fremtid, være nødt til at følge efter.

Camilla Andersen, direktør i Travel Sense

Brancheforeningen Danmarks Rejsebureau Forening (DRB) kan godt forstå de otte rejsekoncerner, der nu truer med at forlade det danske garantifællesskab.

»Det er jo ren desperation over, at man ikke bliver hørt,« siger Lars Thykier, adm. direktør i DRB.

Han advarer dog om, at det vil kunne forværre situationen for den del af rejsebranchen, som bliver tilbage i den danske garantiordning.

»Alting bliver dyrere for dem, der er tilbage i Rejsegarantifonden. Der bliver færre til at betale regningen for driften i fonden, og det må man så forholde sig til. Jeg er bange for, at hvis disse otte melder sig ud, så vil der være andre, der finder på det samme,« siger Lars Thykier.

Forventningen i branchen er, at de fleste rejsebureauer ender med at bakke op om initiativet fra de otte rejsekoncerner, når det først bliver kendt offentligt.

Onsdag aften meddelte den tidligere håndboldspiller Camilla Andersen, der er direktør i rejsebureauet Travel Sense, at hun også bakker op om nødråbet og nu overvejer at melde sig ud af Rejsegarantifonden.

»Jeg vil helst ikke skulle melde mig ud, men hvis disse virksomheder flager ud, så vil alle os, der tror på, at rejsebranchen har en fremtid, være nødt til at følge efter. I Travel Sense forventer vi at vækste meget de kommende seks år, og derfor kan vi vælge imellem at flage ud eller ende med en regning, der er så stor, at den kan skubbe os ud over kanten,« siger hun.

Det er jo ren desperation over, at man ikke bliver hørt.

Lars Thykier, direktør i Danmarks Rejsebureau Forening

En del af hjælpepakken er vedtaget ved lov, mens resten behandles i disse dage. Regeringen afviser dog at efterkomme branchens ønske om en ren individuel ordning.

»Når regeringen ikke foreslår en ren individuel tilbagebetalingsordning, skyldes det, at det vil betyde en uforholdsmæssig stor byrde på enkelte medlemmer af Rejsegarantifonden, som får udbetalt dækning af deres tilbagebetalinger til kunderne,« skriver erhvervsminister Simon Kollerup i en skriftlig kommentar.

Finans har forsøgt at få en kommentar fra Rejsegarantifonden.

BRANCHENYT
Læs også