Aktier: Stor stigning til DSV efter fyringsplaner
Transportgiganten åbner med et plus på 4 pct. i en positiv åbning, mens Danske Bank falder efter kvartalstallene.
Det danske aktiemarked åbnede i et lille plus efter store stigninger i går på de amerikanske børser og stigninger fra morgenstunden i Asien.
En stribe selskaber har offentliggjort regnskaber for første kvartal og især DSV stikker ud. Selskabet havde et hårdt første kvartal, men stiger alligevel fra åbningen.
DSV lagde fra land med et plus på 5,1 pct., men er siden faldet lidt tilbage til et plus på omkring 4 pct. DSV annoncerede en større fyringsrunde for at tilpasse koncernen til corona virkeligheden, og det er blevet positivt modtaget af investorerne.
Danske Bank kom med en større nedjustering og det kostede på kursen fra morgenstunden. Indledningen blev et fald på 1,7 pct. Efter en times handel er faldet udbygget til et minus på 3,4 pct.